Fortsæt til indhold
International

Tutankhamons oldgamle grav er så god som ny

Den berømte faraos gravsted er blevet genåbnet efter et ni år gammelt restaureringsprojekt er gennemført.

For næsten 100 år siden - i 1922 - gjorde britiske arkæologer en stor opdagelse, da de fandt frem til Tutankhamons grav i Kongernes Dal nær Luxor (oprindelig Theben) i Egypten.

Siden da har utallige turister besøgt gravstedet, men for ni år siden blev der sat en midlertidig stopper for ekskursionerne.

Det skriver BBC.

Gæster ser nærmere på de oldgamle egyptiske tegninger ved Tutankhamons gravsted ved Kongernes Dal i Egypten. Foto: REUTERS/Mohamed Abd El Ghany

Tegningerne på murene ved gravstedet blev slidt op af turisternes nysgerrige hænder, der skulle mærke historiens vingesus på egen krop.

Carbondioxid fra de besøgendes ånde, fugtighed, samt støv, hjalp heller ikke på de arkæologiske funds forfatning.

Foto: REUTERS/Mohamed Abd El Ghany

I ni år har eksperter fra Getty Conservation Institute i USA arbejdet på at reparere skaderne, og nu er gravstedet blevet genåbnet.

Samtidig er et nyt ventilationsanlæg blevet installeret. Anlægget vil sænke behovet for yderligere rengøring fremover.

Nye barrierer er sat op, så turister fremover ikke kan røre væggene. Eksperterne har dog sat lys og platforme op, så det nu er nemmere at se sarkofagen og mumien og lære historien bag.

Tutankhamons sarkofag er også blevet restaureret og kan ses ved faraoens gravplads i Kongernes Dal.. REUTERS/Mohamed Abd El Ghany

»Vi ønskede at designe et bæredygtigt system, der kan klare sig trods de mange besøg hver dag. Vi ønskede også, at systemet blev fremstillet, så det påvirker arkæologien så lidt som muligt,« fortæller Sara Lardinouis, der er projektleder hos Getty Conservation Institute, til Reuters.