Fortsæt til indhold
International

Trist start på året: 200 bådflygtninge omkommet på tre uger

Fortsætter resten af året med samme fart, vil 2019 overgå de to foregående år mht. antal omkomne i Middelhavet.

Drømmen om en bedre tilværelse i Europa end i Afrika får fortsat mange afrikanere til at sætte livet på spil.

Alene i årets første tre uger er 200 illegale migranter omkommet i Middelhavet. Det skriver maritimedanmark.dk.

Senest antages 117 migranter at være omkommet i fredags, da deres skib efter ca. ti timer til søs tog vand ind og stort set alle ombordværende druknede. Blandt de mange druknede var 10 gravide kvinder og to små børn, fortæller tre overlevende til IOM, U.N. International Organisation for Migrations. Det lykkedes de tre overlevende mænd at holde sig oven vande i flere timer, før de blev spottet af et italiensk flådefartøj 42 sømil fra den libyske kyst, hvorefter de med helikopter blev bragt til den italienske ø, Lampedusa.

Fredagens ulykke skete kun få dage efter et andet skibbrud ud for Spaniens kyst. Her antages det, at 53 afrikanske migranter omkom natten til den 17. januar.

Ifølge IOM’s opgørelse er antallet af omkomne i år nu oppe på 200. Til sammenligning kan nævnes, at der i 2018 omkom 2.297 eller blev meldt savnet i Middelhavet. I 2017 var tallet 3.139 og i 2016 var det 5.143.

Fortsætter den triste tendens fra årets første tre uger vil der i 2019 i alt omkomme ca. 3.400 mennesker i Middelhavet.