Fortsæt til indhold
International

Forskere slår alarm: Varmere klima presser verdens fødevareforsyninger

Tiden er inde til nytænkning og initiativer fra verdens ledere, lyder det i rapport.

Kunstigt kød dyrket i laboratorier, alger og insektbaserede fødevarer. Det er nogle af de ting, vi skal vænne os til at se på tallerkenen, hvis det står til forskere fra 130 nationale institutioner. Det skriver Eurekalert fra American Association for the Advancement of Science.

I forbindelse med det forestående COP24-topmøde advarer forskerne mod de konsekvenser, den globale opvarmning kan få for verdens fødevareforsyninger. Fødekæderne bliver stadig mere sårbare, og dermed stiger risikoen for ernæringskriser.

»Situationen er for alvorlig til at fortsætte med business as usual,« fortæller professor Volker ter Meulen, en af rapportens medforfattere.

»Højkaloriekost er desuden blevet meget billigere, og den udvikling har alvorlige konsekvenser. Forskning og viden er vigtigt for at nå målene om bæredygtighed og en mere ligelig distribution af fødevarer,« understreger Volker ter Meulen.

Et andet aspekt ved problematikken er, at den globale fødevareindustri står for mellem en femtedel og en fjerdedel af udslippene af drivhusgasser. Og i de tal er endda ikke medregnet miljøbelastningen fra transport af fødevarer og andre energi-intensive processer.

»Vores fødevaresystemer fungerer ganske enkelt ikke,« påpeger professor Joachim von Braun, der også er medforfatter på rapporten.

»Det er ikke kun miljøet, der er på spil. Også sundhed, handel og jobs. Landbrugsdrift og forbrugernes valg er nogle af de store faktorer, der driver en katastrofal klimaudvikling lige nu,« siger Joachim von Braun.

På verdensplan går hvert år milliarder af tons fødevarer til spilde uden nogensinde at nå forbrugernes tallerkener. Ifølge en rapport fra Global Panel on Agriculture and Food Systems for Nutrition svarer det globale madspild til en tredjedel af al mad beregnet til menneskeføde.