Fortsæt til indhold
International

Mennesket har gjort Jorden en grad varmere

Der skal vidtrækkende tiltag til, hvis den globale opvarmning ikke skal løbe løbsk ifølge ny klimarapport.

/ritzau/

Mandag har FN's Klimapanel offentliggjort en særrapport, der slår fast, at der skal gøres langt mere, hvis ikke klodens hedetur skal udvikle sig til en permanent feber.

Her er panelets konklusioner om, hvor grelt det står til, og hvad der kan gøres:

Det menes, at udledningen af CO2 har gjort kloden 1,5 grader varmere. Foto: Martin Meissner/AP
  • Menneskelig aktivitet som eksempelvis udledning af CO2 menes at have gjort Jorden omkring en grad varmere end før industrialiseringen.
  • Den globale opvarmning ventes at ramme 1,5 grader mellem 2030 og 2052, hvis den fortsætter i det nuværende tempo.
  • Hvis der ikke bliver givet yderligere tilsagn fra verdens regeringer, vil den globale opvarmning ramme cirka tre grader i 2100, og temperaturstigningerne vil fortsætte derefter.
  • Allerede i dag er der konsekvenser af den globale opvarmning. Hedebølger, tørke, naturbrande, oversvømmelser og storme forekommer hyppigere og er kraftigere. Hvis temperaturen stiger yderligere, ventes mere ekstremt vejr.
Tørke er en af de konsekvenser, som den globale opvarmning allerede har medført. Foto: Lasse Kofoed/Polfoto
  • Der er stadig mulighed for at stoppe opvarmningen. Det vil dog kræve "hurtige og vidtrækkende" tiltag inden for en række områder, eksempelvis energi-, industri-, bygge- og transportsektoren.
  • CO2-udledningen skal i 2030 være faldet 45 procent i forhold til 2010, og der skal ikke være nogen nettoudledning af CO2 i 2050, hvis opvarmningen skal begrænses til 1,5 grader.
  • For ikke at komme over 1,5 grader estimeres det, at der hvert år mellem 2016 og 2035 vil skulle investeres omkring 2,4 billioner dollar på energiområdet. Det svarer til omkring 2,5 procent af verdens bruttonationalprodukt.
  • Der vil være "tydelige fordele for mennesker og naturlige økosystemer", hvis den globale opvarmning begrænses til 1,5 og ikke 2 grader.

Verdens regeringsledere forpligtede sig i Paris i 2015 til at begrænse opvarmningen til 1,5-2 grader.

Her er nogle af forskellene på henholdsvis 1,5 og 2 graders opvarmning:

HAVSTIGNINGER:

Ved 1,5 grader vil der i år 2100 være havstigninger på mellem 26 og 77 centimeter.

Ved 2 grader vil havet rejse sig yderligere ti centimeter.

UDSATTE MENNESKER:

Hvis opvarmningen begrænses til 1,5 og ikke 2 grader, kan op til flere hundrede millioner mennesker undgå at ende i farezonen for at blive ramt af negative konsekvenser af både klimaforandringer og af fattigdom.

ISDÆKKE:

Havet omkring Arktis vil være isfrit gennemsnitligt en gang hvert århundrede, hvis den globale opvarmning begrænses til 1,5 grader.

Ved to grader vil isdækket forsvinde mindst en gang hvert årti.

KORALREV:

Mellem 70 og 90 procent af verdens koralrev vil forsvinde ved 1,5 graders opvarmning.

Ved to graders opvarmning vil stort set alle koralrev dø.

BIODIVERSITET:

Ved 1,5 graders opvarmning vil seks procent af insekter, otte procent af planter og fire procent af hvirveldyr miste over halvdelen af deres klimatiske udbredelsesområde.

Ved 2 graders opvarmning er tallet 18 procent for insekter, 16 procent for planter og otte procent for hvirveldyr.

PERMAFROST:

Begrænsning af opvarmning til 1,5 grader vil over århundreder forhindre optøning af permafrost i områder på mellem 1,5 og 2,5 millioner kvadratkilometer.

Kilde: IPCC (FN's Klimapanel)

Artiklens emner
Tørke