Fortsæt til indhold
International

Fakta: Alphabet er et af verdens største internetfirmaer

To amerikanske studerende stiftede i 1998 det, der i dag er et af verdens største internetfirmaer.

/ritzau/

Mandag offentliggjorde Googles moderselskab, Alphabet, regnskabet for første kvartal i år.

Her kunne internetgiganten fremvise et overskud på 9,4 milliarder dollar.

Her kan du læse mere om Alphabet, der på 20 år er blevet til et af verdens største internetfirmaer:

  • Google blev stiftet af de amerikanske ph.d.-studerende Larry Page og Sergey Brin i september 1998.
  • Google var oprindeligt kun en algoritme, der lod brugere søge på internettet. Efterfølgende kom flere og flere tjenester på.
  • I 2017 havde firmaet over 80.000 ansatte på verdensplan.
  • Firmaets hovedsæde bliver kaldt Googleplex og ligger i byen Mountain View i den amerikanske delstat Californien.
  • Ud over at være en søgemaskine på internettet tilbyder Google nettjenester inden for e-mail (Gmail), oversættelse (Google Translate), sociale medier (Google+), kort/navigation (Google Earth og Google Maps), arbejde/produktivitet (Google Docs, Sheets og Slides) og meget mere.
  • Google har siden 2006 ejet videotjenesten YouTube.
  • Efter en intern omstrukturering i 2015 er Google i dag ejet af firmaet Alphabet, der ledes af de to Google-stiftere, Larry Page og Sergey Brin.
  • Alphabet omsatte i 2017 for over 110 milliarder dollar.

Kilder: Google, Business Insider, Information og Forbes.

Artiklens emner
Google