Fortsæt til indhold
International

Egyptisk fodboldfænomen får telefonerne hos behandlingshotline til at gløde

Antallet af opkald til landets behandlingshotline steg med 400 pct. de første tre dage efter et kampagnefremstød med Mohamed Salah i hovedrollen.

Det er ikke kun i rød-hvide farver på grønsværen, at den egyptiske fodboldspiller Mohamed Salah gør en markant forskel.

Mohamed Salah, der til dagligt spiller i Premier League-klubben Liverpool, medvirkede for nylig i et kampagnefremstød mod narkotika, der kort sagt handler om at vende ethvert nederlag til sejr og lægge fortiden bag sig.

Hans budskab lader til at være gået rent ind hos egypterne.

Landets social- og solidaritetsminister Ghada Waly fortalte til Egypt Today, at telefonerne hos behandlingshotlinen 16023 var rødglødende de første tre dage efter fodboldstjernens medvirken i kampagnefilmen.

Antallet af opkald steg således med 400 pct. sammenlignet med en tilsvarende periode i marts.

Social- og solidaritetsministeren bekræftede desuden, at kampagnefremstødet med den egyptiske fodboldspiller havde fået over fem mio. visninger på Facebook på de første tre dage.

At Mohamed Salah er en populær skikkelse på særligt de sociale medier, sætter tallene da også en stor tyk streg under.

»Facebook, Instagram og Youtube-videoerne blev på tre dage set af over 8.400.000 brugere, delt 23.000 gange og har fået 359.000 synes godt om-tilkendegivelser,« erfarede Ghada Waly.

Han sagde desuden, at omkring 88 pct. af brugerne var i alderen 18-35 år.

25-årige Mohamed Salah har i denne sæson været en af Premier Leagues helt store fodboldoplevelser, hvor han med sine 29 mål ligger suverænt øverst på topscorerlisten.

Flere fodboldeksperter mener, at han netop er årsagen til, at Liverpool i øjeblikket spiller med i den sjove ende af tabellen.

Holdet indtager i skrivende stund en tredjeplads i Premier League og spiller næste kamp lørdag mod ærkerivalerne fra Merseyside, Everton.

Du kan her se kampagnefremstødet ”Say No to Drugs”, som Premier League-topscoreren spillede hovedrollen i: