Fortsæt til indhold
International

Heroisk politibetjent hyldes for indsats i fransk terrordrama - nu er han død

For første gang siden Frankrig ophævede sin undtagelsestilstand for snart fem måneder siden, er landet igen blevet ramt af terror.

Franskmændene har i længere tid været skånet for terrorangreb. Men fredag ramte tragedien igen.

Mindst fire mennesker blev dræbt, og 16 såret, heraf to alvorligt, i forbindelse med et næsten fire timer langt gidseldrama, som udspillede sig i den lille sydfranske by Trèbes.

Angrebet er det første, siden Frankrig valgte at ophæve sin permanente undtagelsestand i november 2017.

En heroisk politibetjent hyldes for at have sat sit liv på spil og sikret, at angrebet ikke endte med flere ofre.

Terrortruslen forbliver høj, hovedsageligt fordi vi i mange måneder har haft en trussel indefra.
Frankrigs præsident, Emmanuel Macron

Gerningsmanden – en 25-årig fransk-marokkaner ved navn Redouane Lakdim – var kendt af de franske myndigheder for at være radikaliseret.

Han har været i politiets søgelys siden 2013 og har også siddet fængslet for småkriminalitet.

Men han blev ikke betragtet som nogen stor trussel.

Den fransk statsanklager, Francois Molins, præciserede fredag aften, at gerningsmanden blev overvåget i perioden 2016-2017, men at der »ikke var nogen forvarsler på, at han ville begå et terrorangreb«.

Han fortalte ligeledes, at en person tæt på gerningsmanden er tilbageholdt.

Man er nu i gang med at finde ud af, om han har haft medhjælpere, samt hvordan han har anskaffet sig sit våben.

»Terrortruslen forbliver høj, hovedsageligt fordi vi i mange måneder har haft en trussel indefra,« lød det fra Macron, da han første gang fredag eftermiddag reagerede offentligt på begivenheden.

Han henviste til de tusindvis af radikaliserede franskmænd, som myndighederne kæmper for at holde øje med.

Flere af Emmanuel Macrons politiske modstandere kritiserede fredag præsidenten for ikke at gøre nok for at sikre befolkningen mod islamisme.

»Det dødelige angreb i Trèbes er tydeligvis begået af en udlænding, som var på listen over radikaliserede individer og kriminel. Hvad lavede han på fransk jord?« lød det i en pressemeddelelse fra Front Nationals leder, Marine Le Pen.

Terrorangrebet i Trèbes blev udført af en fransk-marokkaner, som boede i området, og som var kendt af myndighederne for at være radikaliseret. Foto: Ritzau Scanpix.

Hendes parti har længe været tilhænger af at udvise franskmænd med dobbelt statsborgerskab, som er radikaliserede eller på nogen måde har forbindelse til terror.

Fredagens drama tog sin begyndelse om formiddagen, hvor gerningsmanden stjal en bil i byen Carcassonne. Én af bilens passagerer blev dræbt af skud på stedet.

Tre angreb i ét

Den bevæbnede mand kørte herefter ud nær byens kaserne, hvor han kort tid efter åbnede ild mod fire politimænd, som var ude på deres daglige løbetur.

Én af dem blev ramt i skulderen, men er uden for livsfare.

Da gerningsmanden omkring klokken 11.15 trængte ind i et supermarked i den lille by Trèbes, få kilometer fra kasernen, blev situationen for alvor kritisk.

Her skød han omkring sig og dræbte mindst to på stedet. Den ene var ifølge lokale medier en kunde, den anden supermarkedets slagter.

Omkring 50 mennesker var til stede i supermarkedet, og det lykkedes for ca. 20 af dem at slippe væk fra gidselsituationen ved at flygte ud af en bagindgang.

Herefter – mens hele området blev afspærret af specialstyrker, og hundredvis af politifolk, lægehjælp og helikoptere blev tilkaldt – fulgte en næsten fire timer lang gidselsituation.

Betjenten Arnaud Beltrame bliver nu hyllet for sin indsats. Foto: AP/Ouest France

Det lykkedes en politimand at komme ind i supermarkedet ved frivilligt at lade sig bytte ud med gidslerne. Via hans telefon kunne specialstyrkerne, som befandt sig udenfor, følge med i udviklingen.

Da der igen blev hørt skud, valgte de at trænge ind og lykkedes med at overmande gerningsmanden, som blev dræbt på stedet.

Den modige politimand blev ramt af flere skud, og døde lørdag morgen.

Krævede terrorist løsladt

Gerningsmanden skulle ifølge flere medier have krævet at få Salah Abdeslam – den eneste overlevende terrorist fra terrorangrebet i Paris i november 2015 – løsladt. Abdeslam er ligeledes fransk-marokkaner og sidder i fængsel i Frankrig, mens han venter på at blive sat for retten i flere forskellige terrorretssager med forbindelse til både Bruxelles og Paris.

Den franske anklagemyndigheds terrorsektion er nu sat i spidsen for efterforskningen.

Alene sidste år blev der sat en stopper for 20 planlagte angreb i Frankrig, oplyste indenrigsministeriet for nylig. Angrebet i Trèbes er det andet, som finder sted i præsident Emmanuel Macrons regeringsperiode.

Det første skete i oktober sidste år, hvor to unge kvinder blev stukket ihjel af en terrorist i Marseille.