Se billederne: Arkæologer har fundet 3.500 år gammel mumie i uudforsket egyptisk grav
Graven blev sammen med en anden opdaget tilbage i 1990'erne af tyske arkæologer.
Et hold egyptiske arkæologer har bl.a. fundet en mumie, masker og vægmalerier i en tidligere grav i den egyptiske by Luxor, skriver BBC.
Mumien menes at være omkring 3.500 år gammel.
Identiteten på den afdøde person er fortsat ukendt, men ifølge Egyptens antikvitetsministerium kan der meget vel være tale om en af de to personer, hvis navne er indgraveret på henholdvis en væg og en såkaldt begravelseskegle tæt ved.
Graven, der har fået navnet "KAMPP 150", er ifølge ministeriet en af to grave, som blev opdaget tilbage i 1990’erne af tyske arkæologer. De er dog først for nylig blevet genåbnet.
Begge grave ligger i området Draa Abul Naga, som er kendt for dets templer og begravelsespladser.
Nedenfor kan du se en række billeder af de fund, der blev gjort i "KAMPP 150".