Nelson Mandelas største bedrifter
Han sad fængslet i 27 af sine 95 leveår, men Nelson Mandela ændrede sit land adskillige gange.
Uddannet advokat
Nelson Mandela blev født i 1918 som søn af en rådgiver til Thembu-stammens kongefamilie. Efter faderens død blev han adopteret af kongefamilien, og i 1941 flygtede han til Johannesburg fra et arrangeret ægteskab.
I Johannesburg uddannede Mandela sig til jurist, og under uddannelsen blomstrede hans interesse for politik. I 1943 meldte han sig derfor ind i ANC og han var senere med til at stifte partiets ungdomsafdeling.
Nelson Mandela steg hurtigt i graderne i ANC, og i 1950 blev han leder af ANC's ungdomsafdeling. I 1952 startede Nelson Mandela sammen med Oliver Tambo som de første sorte afrikanere et advokatfirma i Johannesburg.
Ind i ANC
Som advokat arbejdede Mandela ofte med sager, hvor sorte afrikanere var blevet udsat for politibrutalitet, og i samme periode var Mandela med til at dreje ANC ind på en mere aggresiv og radikal kurs.
Nelson Mandela begyndte efterhånden at mene, at ANC var nødt til at bruge våben og vold i kampen mod det racistiske og undertrykkende sydafrikanske regime. I 1956 blev han sammen med det meste af ANC's ledelse anklaget for forræderi, men efter seks års retssag blev de tiltalte kendt ikke-skyldige.
Mandela fortsatte med at rejse rundt i landet og arrangere strejker og aktioner mod det hvide, sydafrikanske regime. I 1961 lykkedes det ham at overbevise ANC's leder, Albert Luthuli, om at det var nødvendigt at gribe til våben i kampen for frihed.
Leder af 'Nationens Spyd'
Med Fidel Castros cubanske revolution som forbillede, blev Mandela i 1961 leder af ANC's væbnede fløj 'Umkhonto we Sizwe' - 'Nationens Spyd'.
Allerede i 1962 gik det galt. Mandela blev anholdt og idømt fængsel på livstid. Han brugte sin taletid i retten til at markere ANC's modstand mod racisme, og til at præsentere sin egen vision for demokrati i Sydafrika.
"Jeg drømmer om et demokrati og et frit samfund, hvor alle mennesker lever sammen i harmoni og med lige muligheder. Det er et ideal, som jeg håber jeg kan leve for og opnå. Men jeg er også parat til at dø for idealet, hvis det er nødvendigt," sagde Mandela i retten i Rivonia.
Nobels Fredspris
Nelson Mandela sad i 18 år i det berygtede fængsel på Robben Island, og blev i alt holdt fanget i 27 år. Den 11. februar 1990 blev Mandela løsladt efter et årelangt internationalt pres på den sydafrikanske regering.
I de næste tre år spillede Mandela en hovedrolle i forhandlingerne om at afskaffe apartheidsystemet i Sydafrika, og i 1993 gik drømmen endelig i opfyldelse, da præsident Frederik Willem de Klerk skrev under på en ny grundlov.
De Klerk og Mandela vandt sammen Nobels Fredspris i 1993.
Første sorte præsident
I 1994 vandt Nelson Mandela det første præsidentvalg i Sydafrikas historie, hvor landets sorte befolkning også fik lov til at sætte kryds. Mandela modtog ikke mindre end 62,7 pct. af de afgivne stemmer.
Mandela var 75 år gammel, da han blev indsat som Sydafrikas præsident og han blev i embedet i en enkelt valgperiode, hvorefter han trak sig ud af politik i 1999.
I sin tid som præsident markerede Mandela sig også i international storpolitik, hvor han blandt andet var med til at forhandle omstændighederne på plads inden retssagen for de to libyske statsborgere, som bombede Pan Am Flight 103, som styrtede ned i den skotske by Lockerbie.
Det sidste årti
Efter sin periode som præsident fortsatte Nelson Mandela med at rejse verden rundt, og han mødte ledere, deltog i konferencer og modtog hæderspriser i et - for en pensionist - meget hastigt tempo.
Han fortsatte også med at give sin mening til kende i international politi. Han var blandt andet imod at Nato gik ind i Kosovo i 1999, og han kritiserede kraftigt George W. Bush og Tony Blair, da USA og Storbritannien gik i krig i Irak.
I 2004 gik Mandela endegyldigt på pension, og sagde til omverdenen, at "I skal ikke ringe - jeg ringer til jer." Han har kun med få undtagelser holdt sig helt ude af den internationale verdens søgelys siden sin endelige pension, men han spillede alligevel en afgørende rolle, da Sydafrika blev tildelt værtsskabet for Verdensmesterskabet i fodbold i 2010.