Over 100 flodheste fundet døde i nationalpark
Dræbende bakterie menes at være skyld i den store massedød.
Namibias bestand af flodheste omfattede indtil i søndags 1.300 flodheste. Bestanden er på få dage reduceret med godt 100 i det sydafrikanske land.
I den seneste uge har man således fundet i alt 109 døde flodheste, der i mange tilfælde lå med benene i vejret i Bwabwata National Park i den nordøstlige del af Namibia, skriver BBC.
Myndighederne afviser, at dyrene er døde som følge af krybskytteri. Derimod antager man, at det er den dræbende bakterie miltbrand, der er skyld i den pludselige massedød.
"Vi formoder, at det er et miltbrandudbrud, men vores veterinærhold har endnu ikke bekræftet det," siger vicedirektør Apollinaris Kannyinga fra Bwabwata Nationalpark til The Namibian.
Myndighederne vil ikke forsøge at fjerne de døde flodheste. I stedet overlades de store dyr til krokodiller og gribbe, der således har fået aftensmaden på plads for de næste mange dage. For mennesker kan kødet fra flodhestene være livsfarligt at indtage, hvis dyrene - som antaget - har været inficeret med miltbrand.
Et tidligere udbrud i Uganda i 2004 kostede mindst 180 flodheste livet, mens der sidste år døde flere end 2.300 rensdyr efter at være smittet med miltbrand under en varmebølge i Sibirien.