Politiet åbner ild mod demonstranter i Kenya
Folk i Kenya er gået på gaderne for at vise deres frustration over valgresultatet.
Tidligere i dag åbnede politiet ild mod demonstranter i den kenyanske by Kisumu. Nu meldes der om voldsomme protester i Kenyas hovedstad, Nairobi, hvor to demonstranter er blevet dræbt af skud. Det oplyser øjenvidner og politikilder til nyhedsbureauet AP, ifølge Ritzau.
Det sker som følge af resultatet af gårsdagens præsidentvalg, hvor landets præsident, Uhuru Kenyatta, lige nu står til at blive genvalgt. Derfor er tilhængere af oppositionslederen, Raila Odinga, flere steder gået på gaderne for at lufte deres frustrationer.
Raila Odinga selv har tidligere afvist valgresultatet. Han kalder resultaterne for "opdigtede" og "falske", han påstår samtidig, at valgsystemet skulle være blevet hacket. Han har indtil videre ikke kunne fremlægge beviser for påstanden.
På trods af urolighederne er der dog fred og ro de fleste steder i Kenya.
Mange har frygtet, at landet ville gennemgå uroligheder som dem, man så, da Odinga tabte valget for 10 år siden. Dengang resulterede rygter og påstande om valgsvindel i at 1100 mennesker mistede livet, og at 600.000 blev drevet på flugt.