Fortsæt til indhold
Afrika

I Burundi er man mere ulykkelig end i Syrien

Korruption, fattigdom og menneskeflugt er hverdag i verdens mindst lykkelige land.

Hvis du troede, at Syrien var det mindst lykkelige land, så kan du godt tro om. Mens Danmark tager førstepladsen på FN's nyligt offentliggjorte World Happiness Report Update, så indtages bundplacering af Burundi.

Fattigdom, korruption og alvorlige brud på borgeres rettigheder er de centrale årsager til, at det centralafrikanske land overmatcher Syriens manglende trivsel. Det siger Holger Bernt Hansen, professor emeritus ved Center for Afrikastudier på Københavns Universitet.

»Sundheds- og skolesystemet fungerer ikke, og fattigdomssituationen rammer rigtig mange,« siger Holger Bernt Hansen med henvisning til, at to ud af tre burundiere ifølge FN's Human Development Report lever under fattigdomsgrænsen.

I 2015 har den politiske uro voldet store problemer i Burundi, hvor landets præsident, Pierre Nkurunziza, i juli blev valgt til sin tredje periode som landets overhoved. Parlamentets love foreskriver ellers, at en præsident kun må regere landet i to perioder.

I juli 2015 var der i Burundis hovedstad højlydte protester mod landets præsident, Pierre Nkurunziza, der stik imod parlamentets love blev genvalgt til en tredje tørn som landets leder.

Genvalget ledte til store uroligheder i hovedstaden Bujumbura, hvor landets militær slog hårdt ned på regeringskritikerne. I dag er problemerne stadig massive, siger Holger Bernst Hansen.

»Der sker stadigvæk adskillige drab i Burundi. Den private presse og oppositionspressen blev nærmest sprængt i luften. Og jo mere, frihedsbegreberne forværres, desto større bliver korruptionen også, når regeringen skal sikre sig opbakning hos eliten, hæren og politiet,« siger han.

På grund af urolighederne formodes 250.000 burundiere at befinde sig i flygtningelejre i nabolandene Congo og Rwanda mod vest og Tanzania mod øst. Lande, som langt fra er et paradis, siger Holger Bernt Hansen.

»Der er stadig en masse uro og militser i Rwanda og Congo. Det eneste, som Congo kan tilbyde burundierne, er et land, der taler det samme sprog som dem. Det viser, hvor slem situationen er i Burundi, hvis man vælger at tage dertil.«

Burundis problemer er dog ikke noget, der for alvor vækker genklang i dansk humanitær bistand. Udenrigsministeriet har udpeget 12 såkaldte »prioritetslande« i Afrika, fra Mali i vest til Somalia i øst. Listen tæller dog ikke det uroplagede, ulykkelige Burundi.

»Da der var et forsøg på et militært kup var der stor opmærksomhed på Burundis problemer. Den opmærksomhed er svundet ind, jo længere krisen har varet. Samtidig drukner den i andre kriser i Afrika og selvfølgelig også i Syrien.«

Tanazanias premierminister Kassim Majaliwa deler tøj ud til burundisiske flygtninge. 250.000 burundiere er flygtet til nabolandene Congo, Tanzania og Rwanda på grund af urolighederne i hjemlandet.

Også Dansk Røde Kors går uden om Burundi i udnævnelsen af verdens største katastrofer. I Afrika er fokus i stedet rettet mod nabolandene i Congo og Sydsudan, hvor millionvis af mennesker er på flugt og har akut brug for fødevarehjælp.

»Burundi kommer bagerst i køen, fordi det er en krise, der kører hele tiden, og som samfundet ikke rigtig fokuserer på. Derfor forsvinder Burundis konflikt ind i en grå, overset masse, når det kommer til den humanitære bistand.«

Både FN og Den Afrikanske Union har skubbet hårdt på for at etablere fredsforhandlingerne internt i Burundi og med nabolandene. Men regeringen nægter at samarbejde med Rwanda, som fra burundisk side beskyldes for at træne flygtninge til et kup i Burundi.

»Der er noget, som tyder på, at Burundi spiller Rwanda-kortet for at aflede opmærksomheden om sin modvilje til at gå ind i forhandlingerne ved at sige, at Rwanda truer Burundi. Men selvfølgelig er Rwanda ikke interesseret i, at der sker endnu en nedslagtning af tutsierne, ligesom vi så det i midten af 90'erne,« siger Holger Bernt Hansen.

Artiklens emner
FN