Fortsæt til indhold
Afrika

Mursi og Badie får 25 års fængsel for sammensværgelser

En stribe personer med tilknytning til Det Muslimske Broderskab er idømt straffe fra 25 år til dødsstraf.

/ritzau/Reuters

En domstol i Egypten har dømt landets tidligere præsident Mohamed Mursi til 25 års fængsel i en sag om sammensværgelser med grupper i udlandet.

Det Muslimske Broderskabs leder, Mohamed Badie, er idømt samme straf i sagen, mens flere andre, herunder et ledende medlem, Khairat el-Shater, er dømt til døden.

Ifølge nyhedsbureauet Reuters er i alt 17 personer idømt fængsel på livstid.

Domstolen har desuden udstedt dødsdomme til 13 personer, som ikke var til stede i retten.

Alle dommene kan ankes.

Mohamed Mursi står anklaget og er allerede dømt i en række sager, efter at han blev fjernet fra præsidentposten af militæret i 2013.

Siden har styret i Egypten knust Det Muslimske Broderskab, som vandt det første demokratiske valg i landet efter ekspræsident Hosni Mubaraks fald i 2011.

Styret i Egypten har erklæret broderskabet for en terrororganisation.