Nye ebola-tal: Laveste antal i næsten et år
30 nye ebolasager i den seneste uge er det laveste antal siden maj 2014, siger WHO.
Der var 30 bekræftede tilfælde af ebola i Vestafrika i sidste uge. Det er det laveste antal i næsten et år for sygdommen, der har dræbt over 10.000 mennesker.
”Det er det laveste ugentlige antal siden den tredje uge i maj 2014,” skriver World Health Organization i sin statusrapport.
Sygdommen er især på tilbagetog i Liberia, hvor der ikke har været nye tilfælde af sygdommen i ugen, der blev afsluttet den 5. april.
Anderledes står det til i Guinea, hvor 21 nye tilfælde af ebola brød ud i sidste uge, siger WHO. Organisationen advarer mod, at usikre begravelser af sygdomsramte lig samt andre ukendte smittekilder kan føre til nye tilfælde af ebola i landet i de kommende uger.
Alligevel udgør tallet et fald i forhold til ugen før, hvor der var 57 bekræftede tilfælde af ebola i Guinea.
Ebola spreder sig fortsat i det vestlige Guinea, selvom man er blevet bedre til at opdage sygdommen, siger WHO. Organisationen iværksætter nu en tre-dages kampagne med start den 10. april for at forbedre indsatsen og befolkningens deltagelse i bekæmpelsen af sygdommen.
De sidste ni nye tilfælde af ebola i sidste uge blev opdaget i Sierra Leone.
Ebola har kostet 10.572 mennesker livet og har ramt mindst 25.515 patienter siden december 2013, viser tal fra FN sundhedsagententur.
Fredag afgør WHO med råd fra eksperter, om ebolas udbrud i Vestafrika stadig udgør en ”folkelig sundhedskrise af international betydning”, som blev erklæret i august 2014.