Fortsæt til indhold
Afrika

Mindst 70 dræbt ved universitet i Kenya

Al-Shabaab holder fortsat over 100 studerende som gidsler på universitet i byen Garissa.

Mindst 70 er døde, og endnu flere er alvorligt sårede i det igangværende terrorangreb på et universitet i den kenyanske by Garissa.

Det skriver nyhedsbureauet Reuters, der også fortæller, at sikkerhedsstyrker i Kenya fortsat arbejder på at befri de studerende, der befinder sig på universitetet.

Tidligt på morgenen torsdag stormede en række bevæbnede mænd fra terrororganisationen al-Shabaab universitetet og tog omkring 600 studerende og 60 medarbejdere på universitetet som gidsler.

I en besked til Reuters fortæller en talsmand for gruppen, at man har vurderet gidslerne og sluppet muslimer fri.

Blandt de næsten 500 studerende, der er undsluppet stedet, har flere fortalt, at terroristerne brugte skød op til flere vagter og studerende, idet de stormede universitetsbygningerne.

Byen Garissa ligger i det østlige Kenya, tæt på grænsen til Somalia, hvorfra al-Shabaab-terroristerne kommer.

Kenyas har oplevet en række angreb i de senere år i grænseregionerne tæt på Somalia - formentligt motiveret af hævn for Kenyas militære tilstedeværelse i Somalia.

Ofte er det kristne kenyanere i området, der er målene for angrebene.

Den kenyanske sikkerhedsanalytiker Abdiwahab Sheikh siger til den amerikanske avis USA Today, at Kenyas regering har været alt for lang tid om at tage ved lære af angrebene, og han fremhæver bl.a. det voldsomme angreb på indkøbscentret Westgate i Nairobi i 2013.

"Regeringen har intet lært siden angrebet på Westgate. Hvordan i alverden kan man tillade, at studerende bliver taget som gidsler i nu mere end 10 timer? Vores sikkerhedsstyrker er nødt til at lære af fortiden," siger Abdiwahab Sheikh til USA Today.

Kenyas præsident, Uhuru Kenyatta, har i dag regeret på angrebet ved at bede landets politi om at fremskynde ansættelsen af 10.000 nye betjente i det kenyanske politikorps.

"Vi har lidt unødigt pga. af mangel på personale. Kenya har desperat brug for flere betjente, og jeg vil ikke lade nationen vente," sagde Kenyatta tidligere på dagen.

De kenyanske myndigheder står tilbage med et alvorligt forklaringsproblem efter torsdagens angreb, fordi det i sidste uge blev fremlagt, at man havde opsnappet al-Shabbabs planer om at angribe op til flere større institutioner på den kenyanske side af grænsen.