Fortsæt til indhold
Afrika

Pistorius kan slippe med 10 måneder

Handicapatlet fik fem års fængsel for at skyde veninde, men kan snart prøveløslades.

Henrik Thomsen, Jyllands-Postens korrespondent

LONDON

For kun to år siden var Oscar Pistorius en både forgudet og forgyldt nationalhelt i Sydafrika. Nu er han bag tremmer i et af landets barskeste fængsler.

Efter mere end syv måneders retsmøder blev den 27-årige handicapatlet tirsdag idømt fem års fængsel for at skyde sin veninde, fotomodellen og juristen Reeva Steenkamp, men med god opførsel kan han ifølge forsvareren prøveløslades og overføres til husarrest efter kun 10 måneders afsoning. Anklageren vil dog have ham til at sidde inde længere.

Yderligere fik han tre års betinget fængsel for en skudepisode på en restaurant.

Den 29-årige Reeva Steenkamp blev dræbt, da Oscar Pistorius natten til den 14. februar sidste år åbnede ild og affyrede fire skud gennem en lukket toiletdør på sit badeværelse. Han troede ifølge sin egen forklaring, at en indbrudstyv havde gemt sig på toilettet, men det viste sig at være kæresten.

Anklageren afviste hans forklaring og mente, at det var forsætligt mord. Dommer Thokozile Masipa fastslog dog allerede i sidste måned, at beviserne mangler, og derfor fandt hun i stedet Pistorius skyldig i uagtsomt manddrab. Dommeren lagde tirsdag vægt på at balancere straffen, så den ikke blev for mild og dermed krænkede retsfølelsen og indbød til selvtægt, men på den anden side heller ikke så hård, at Oscar Pistorius ville knække sammen.

Anklageren havde lagt op til mindst 10 års fængsel, mens forsvareren procederede for samfundstjeneste – og dommeren landede altså midt imellem.

Under retssagen er Oscar Pistorius brudt sammen flere gange, men ved domsafsigelsen var han fattet.

Mediedækningen af retssagen mod Oscar Pistorius har været uden sidestykke. De sydafrikanske medier har dækket sagen væg-til-væg, og en række internationale tv-stationer transmitterede direkte fra retsmøderne.

Det er hævet over enhver tvivl, at debatten om dommen vil fortsætte i ugevis i de sociale medier, hvor tusinder af sydafrikanere har luftet deres mening om ikke kun den tiltalte, men også politi, anklager, forsvarer, vidner og dommer.

Politisk kritik af dom

Få timer efter straffastsættelsen var kvindeligaen i regeringspartiet, ANC, ude med den første kritik af dommen. En talskvinde Jacqui Mofokeng sagde, at Pistorius burde dømmes for forsætligt mord og ikke kun uagtsomt manddrab, og at anklagemyndigheden derfor bør anke afgørelsen.

Hele Sydafrika jublede, da den unge handicapatlet på sine benstumper og kulfiberproteser løb 400 m og 4x400 m-stafet ved OL i London i 2012 og senere hjembragte to guldmedaljer og en sølv ved det efterfølgende handicap-OL.

Pistorius med tilnavnet ”Blade Runner” fremstod altid overskudsagtig og havde fede sponsorkontrakter. Han var en del af det hvide jetset og elsket på tværs af Sydafrikas ellers ret bastante raceskel. Men under retssagen blev han af den bidske statsanklager, Gerrie Nel, fremstillet som våbengal, selvoptaget, paranoid, umoden og manipulerende.

Oscar Pistorius skal afsone sin straf i Kgosi Mampuru II Prison – tidligere hed det Pretoria Central Prison. Det har cirka 7.000 indsatte, og miljøet er hårdt.

Det forventes, at Pistorius får en af de 22 enkeltceller i fængslets hospitalsfløj. Officielt fordi han er handicappet, men også for at beskytte ham mod overgreb fra de andre fanger og bander af indsatte. En gangster har allerede truet ham på livet, og hans forsvarer frygter også, at den 27-årige bliver smittet med tuberkulose eller aids under afsoningen.

I teorien kan Pistorius træne i fængslet, men det vides ikke, om han opgiver sin sportskarriere. Han vil ikke kunne deltage i internationale konkurrencer i de kommende fem år.

Hver dag myrdes 45 mennesker i Sydafrika, men det er første gang, at en af det nye Sydafrikas få nationale helte har været på anklagebænken i en så alvorlig sag.