Fortsæt til indhold
Afrika

"Oscar vil benytte lejligheden til at betale sin gæld til samfundet"

Oscar Pistorius' onkel, Arnold Pistorius, er på familiens vegne kommet med en udtalelse.

Efter strafudmålingen tirsdag formiddag, da det blev offentliggjort at Oscar Pistorius skal fem år i fængsel, havde den dømte løbers familie ikke mange udtalelser til pressen.

Men tirsdag middag stillede Oscar Pistorius' onkel, Arnold Pistorius, sig op uden for retten i Pretoria og kom med en officiel udtalelse på familiens vegne. Her fortalte han, at de seneste 20 måneder har været "forfærdelige" for familien, og han bad samtidig pressen om at respektere familiens privatliv, mens de forsøger at komme videre.

Samtidig meddelte onklen, at dommen på fem år ikke vil blive anket.

"Vi accepterer dommen. Oscar vil benytte denne lejlighed til at betale sin gæld til samfundet. Jeg håber, at Oscar vil påbegynde sin egen helingsproces nu. Vi er parate til at støtte ham som en familie, mens han afsoner," sagde Arnold Pistorius blandt andet.

Oscar Pistorius' bror, Carl Pistorius, sagde efter retsmødet intet til pressen, men skrev i stedet om sine følelser på Twitter.

Broderen skrev desuden, at der i hans optik ikke er nogen tvivl om, at Oscar Pistorius kun skal afsone 10 måneder i et fængsel, hvorefter han kan afsone resten af tiden i husarrest.

"Oscar blev dømt ifølge straffelovens paragraf 276 1 i) - han må afsone en sjettedel af tiden i fængslet," skriver Carl Pistorius.

Oscar Pistorius blev efter retsmødet og strafudmålingen ført ned i cellerne under retsbygningen og derfra direkte i Kgosi Mampuru II-fængslet, hvor han vil begynde sin afsoning.

Den Internationale Paralympiske Komite, IPC har over for BBC bekræftet, at Oscar Pistorius ikke må deltage i konkurrencer eller andre arrangementer i IPC i fem år, selv om han skulle komme ud af fængslet tidligt.

Det er dog uvist, om Oscar Pistorius ønsker at vende tilbage til løbebanen. Under retssagen forklarede en psykiater, der har haft mange samtaler med Pistorius efter drabet på Reeva Steenkamp, at sport var det sidste, han gennem forløbet havde tænkt på.