Pistorius' familie inden dommen: Medierne fordrejer sandheden
Den mordsigtede atlets søskende har talt med den sydafrikanske tv-station eNCA.
Tirsdag skal OL-løberen Oscar Pistorius i retten for foreløbig sidste gang. Her skal dommeren fortælle ham og resten af salens tilhørere, hvilken straf Pistorius skal have for i februar sidste år uagtsomt at have skudt og dræbt sin kæreste, Reeva Steenkamp.
Mandag talte den 27-årige Oscar Pistorius' søskende, Aimee og Carl, med den sydafrikanske tv-station eNCA, og her fortalte de, hvordan det seneste halvandet år har været for familien. De lægger i interviewet ikke skjul på, at retssagen har været hård for familien, ikke mindst på grund af de mange historier, der har været publiceret i medierne.
"Sandheden er blevet fordrejet og manipuleret, og ting er blevet sensationaliseret. Det gør ondt, når noget bliver udlagt som sandheden, når det ikke er sandheden," siger Aimee Pistorius i interviewet.
Begge Oscar Pistorius' søskende giver udtryk for, at de fuldt og fast tror på, at deres bror troede, at det var en indbrudstyv, der befandt sig på badeværelset, da han skød igennem døren. De fortæller desuden, at hele Pistorius-familien holdt meget af Reeva Steenkamp og føler med hendes familie og venner i den svære tid.
"Det er noget, man aldrig nogensinde kan afslutte. Min bror vil bære rundt på det her resten af livet," siger Aimee Pistorius.
Dommer Thokozile Masipa har allerede fastslået, at Oscar Pistorius ikke handlede overlagt, da han natten efter valentinsdag i 2013 skød og dræbte sin kæreste gennem badeværelsets lukkede dør. I stedet er atleten blevet dømt for uagtsomt manddrab - en forbrydelse der kan give op mod 15 års fængsel.
"Den minimale straf, som samfundet vil være tilfreds med, er 10 års fængsel," sagde chefanklager Gerrie Nel på fredagens retsmøde.
Forsvareren, derimod, har argumenteret for, at han bør slippe med samfundstjeneste og husarrest.
Dommen skulle være faldet i fredags, men dommeren valgte fredag eftermiddag at udsætte retsmødet og dermed strafudmålingen til tirsdag.
Retsmødet går i gang tirsdag kl. 9:30.