Amerikaner smittet med ebola
En amerikansk læge i Liberia er testet positiv, og en anden læge er netop død af sygdommen.
En amerikansk læge, den 33-årige Kent Brantly, som arbejder med at behandle ebolapatienter i Liberia, er selv blevet smittet med den dødelige sygdom, skriver nyhedsbureauet Reuters.
Hvordan lægen blev smittet med sygdommen, er endnu uklart, siger Melissa Strickland fra den kristne nødhjælpsorganisation "Samaritan's Purse", som den 33-årige læge arbejdede for. Sundhedspersonale, som arbejder med ebolapatienter, er iklædt beskyttelsesdragter for netop at undgå smitte.
"Det er endnu for tidligt at forklare det. Vi vil undersøge det grundigt," siger Melissa Strickland til Reuters.
Flyttede til Liberia i 2013
Kent Brantly, som kommer fra Texas, flyttede i efteråret 2013 med sin familie til det vestafrikanske land og har i løbet af foråret 2013 hjulpet med at inddæmme ebolaudbruddet i Liberia. Tidligere på året udtalte han sig om netop farerne ved at udføre nødhjælpsarbejde blandt patienter, som er smittet med en så farlig sygdom som ebola.
"Under tidligere ebola-udbrud har mange af ofrene været sundhedspersonale, som fik sygdommen gennem deres arbejde," sagde han til Samaritan's Purses hjemmeside.
Kent Brantly er nu i behandling på et nyt hospital for ebolapatienter, hvor han ligger i isolation. Ifølge nyhedsbureauet AP opholder lægens kone og børn sig ikke længere i Liberia, men er flyttet retur til Texas.
Anden læge død af sygdommen
Mens udsigterne for amerikanske læge endnu er usikre, er en anden læge i Liberias hovedstad Monrovia netop død af sygdommen.
Over 127 mennesker er ifølge WHO døde af ebola i Liberia i dette udbrud, som begyndte i foråret 2014. Lægen, Samuel Brisbane, som arbejdede på et af de største centre for ebolapatienter i landet, er den første læge i Liberia, som er død af ebola.
Det er ifølge All Africa ikke mere end få dage siden, at nyheden om, at Samuel Brisbane var blevet smittet med sygdommen, fik centerets sygeplejersker til at forlade deres arbejde af frygt for selv at blive smittet. Ifølge landets sundhedsmyndigheder døde lægen sent lørdag.
Tilfælde registreret i Nigeria
I et andet vestafrikansk land, Sierra Leone, blev en af landets ledende ebolalæger i sidste uge testet positiv for viruset. WHO estimerer, at over 220 personer er døde af ebola i Sierra Leone, siden udbruddet begyndte, og at over 660 personer i alt er døde af sygdommen, mens yderligere 1.100 er syge.
Og sygdommen ser ud til at brede sig ud over de allerede inficerede landes grænser. Fredag blev et ebola-dødsfald registreret i Afrikas mest befolkede by, Lagos i Nigeria, hvilket ifølge BBC har sendt Nigeria i alarmberedskab.
Ebola kan dræbe op mod 90 pct. af de smittede, mens det nuværende udbrud kun har haft en dødelighed på omkring 60 pct. Udbruddet begyndte i Guinea og spredte sig derefter til Liberia og Sierra Leone.