Nigeria kan overhale Kina og Indien
Befolkningstilvæksten i det vestafrikanske land er så kraftig, at Nigeria kan blive verdens folkerigeste nation.
Verdens befolkning vokser hurtigere, end man hidtil har troet. Det viser en prognose fra FN, som onsdag markerer verdens befolkningsdag.
Nogle af de penge, som tidligere har været åremærket til prævention, er i stedet blevet brugt til at forebygge aids. Vi har tabt et helt årti i forhold til familieplanlægning i Afrika.John Bongaarts, forsker i Population Council
FN's prognose viser, at hvor mange mennesker der i fremtiden vil befolke jorden, og tallene er kommet bag på statistikerne.
Befolkningstal stiger hurtigt
FN har tidligere beregnet, at verdens befolkningstal rundede syv milliarder et sted i mellem november 2011 og marts 2012.
Nu viser den nye prognose, at verdens befolkning sandsynligvis vil nå 9,6 milliarder mennesker inden 2050, og inden år 2100 vil der leve mere end 11 milliarder mennesker på Jorden.
Det er mere end 700 millioner flere, end man forventede for bare to år siden.
Nigeria kan overhale USA inden længe
Ifølge FN's estimat, er det vestafrikanske land Nigeria på nuværende tidspunkt verdens syvende mest folkerige nation.
FN vurderer, at landet har knap 175 mio. indbyggere, men befolkningstilvæksten i landet er så voldsom, at Nigeria allerede inden 2050 kan have overhalet USA som det tredjestørste land i verden, målt på befolkning.
Det officielle folketal i USA lyder per 17. juli 2013 på 316 mio. indbyggere.
Afrikas befolkning bliver firedoblet
I det hele taget vil det afrikanske kontinent i fremtiden tegne sig for en langt større procentdel af verdens befolkning, lyder FN's prognose.
Således estimerer FN, at befolkning på det afrikanske kontinent vil være firedoblet inden udgangen af indeværende århundrede.
Tidligere har det været anslået, at der blot ville være tale om en tredobling.
Lille justering giver dramatisk ændring
Grunden til de ændrede prognoser er en nøje gennemgang af de afrikanske husholdninger, skriver FN.
Her har det vist sig, at det gennemsnitlige antal børn per kvinde er højere, end man tidligere havde regnet med. Samtidig lader det til, at frugtbarheden blandt afrikas befolkning fortsætter med at stige, mens den er stagneret i resten af verden.
"En tilsyneladende beskeden justering fra fire til fem børn i gennemsnit per kvinde, kan derfor give en dramatisk ændring, når man sætter tallene sammen," siger Francois Pelletier, chef for FN's befolkningsprognoser til LA Times.
"Et tabt årti"
Ifølge forskeren John Bongaarts, der er en del af det internationale 'Population Council', bør tallene være med til at ændre den måde, vi prioriterer oplysning om prævention i USA.
"Indbyggerne i Afrika har det langt værre, end vi troede. Vi bør tage indbyggertal og familieplanlægning mere seriøst," siger Bongaarts til LA Times.
"Nogle af de penge, som tidligere har været åremærket til prævention, er i stedet blevet brugt til at forebygge aids. Vi har tabt et helt årti i forhold til familieplanlægning i Afrika," siger Bongaarts.