27 personer dræbt i to sydafrikanske masseskyderier
Politiet er ikke kommet motiverne nærmere, efter at to masseskyderier i Sydafrika har kostet 27 livet.
To forskellige masseskyderier har siden lørdag aften fundet sted i Sydafrika. Det ene er sket uden for storbyen Johannesburg, og det andet nær Cape Town.
Skyderiet uden for Johannesburg har kostet 17 personer livet, mens 15 andre er blevet såret.
Det oplyser sydafrikansk politi ifølge nyhedsbureauerne Reuters og AFP.
Politiet mistænker, at otte bevæbnede gerningsmænd med automatrifler står bag. Det har som følge af skyderiet indledt en massiv menneskejagt.
Blandt ofrene var 13 mænd og fire kvinder.
Politiets formodning er, at de gik målrettet efter en beværtning i en lille forstad, hvor de først åbnede ild mod gæster, der befandt sig udenfor. Siden skal de have fortsat skyderiet indenfor.
Søndag morgen dansk tid er det endnu for tidligt for politiet at sige noget om et muligt motiv.
Efter skyderiet, der fandt sted lørdag aften kl. 21.30 lokal tid, gennemsøgte gerningsmændene angiveligt nogle af gæsterne og tog deres telefoner, inden de flygtede i to køretøjer.
Sydafrikansk politi har søndag også oplyst om et andet skyderi, hvor 10 personer har mistet livet, og 11 er blevet såret nær Cape Town. Det skriver AFP uden at komme omstændighederne nærmere.
Dette skyderi fandt sted natten til søndag lidt før kl. 02.
Ifølge AFP flyder Sydafrika over med både lovlige og ulovlige skydevåben, og skyderier er udbredte. De er ofte drevet af f.eks. bandekonflikter, skriver nyhedsbureauet.
Nyhedsbureauet beskriver Sydafrika som et af de lande, der har den højeste drabsrate i verden. 60 personer bliver dræbt dagligt, skriver det.
I marts rykkede soldater ind i områder med høj kriminalitet i Johannesburg for at støtte politiets indsats mod den omfattende kriminalitet, som præsident Cyril Ramaphosa har betegnet som en af de største trusler mod landet, lyder det videre.