Fortsæt til indhold
Afrika

I 1966 blev hans familie tvangsflyttet. Efter 58 år kæmper han stadig for at vende hjem

District Six var Cape Towns svar på New Yorks Harlem eller Londons East End. Men Sydafrikas apartheidstyre bulldozede hele bydelen, fordi beboerne havde den forkerte hudfarve.

Eric MillerFotograf

Billedet er ætset ind i erindringen.

Så snart avisen ramte kioskerne, stimlede beboere sammen mellem husene i kollektivt granatchok over nyheden, som skulle ændre deres liv for bestandigt.

Fredag den 11. februar 1966 meddelte Sydafrikas apartheidregime, at Cape Towns brogede District Six-bydel var »omzonet« til »whites only«.

I det følgende årti blev mere end 60.000 beboere tvangsflyttet på grund af deres hudfarve. I takt med at etnisk udrensning skyllede gennem bydelen, rykkede bulldozere ind og jævnede alt med jorden.

Dennis Cruywagen var 10 år, da hans farvede familie en lørdag aften måtte pakke flyttelæsset og køre ud i mørket.

I dag er han 68 og bedstefar. Men længslen efter barndommens gade i District Six slipper ikke sit tag. Han vil flytte tilbage, men må stadig vente.