»Det var meget bedre under apartheid – meget bedre«
Korruption, manglende investeringer og svigtende vedligeholdelse har slidt Sydafrikas infrastruktur ned til sokkeholderne. Vælgerne har fået nok.
SOWETO
Wandile Ndala svinger piskeriset i sit kompakte køkken, mens han taler sig varm og til sidst konkluderer:
»Det var meget bedre under apartheid – meget bedre. Diskriminationen var noget skidt, men alt var alligevel bedre,« ryger det ud af munden på den 68-årige restauratør.
Sagde han virkelig det?
Wandile Ndala er sort og voksede op her i Soweto, den enorme sydafrikanske township, som i 1970’erne og 1980’erne var brændpunkt i kampen mod landets hvide mindretalsstyre.
Men alligevel taler han drømmende om gamle dage, for Wandile Ndala har fået nok.