Forskere har fundet "sandsynlig" forklaring på omikron-variantens opståen

Langvarigt svækkede hiv-patienter i Sydafrika kobles med den nyeste corona-variant, der bekymrer hele verden.

Artiklens øverste billede
Sydafrika har verdens største population af HIV-smittede. Og Eskild Petersen, professor emeritus i infektionssygdomme ved Aarhus Universitet, kan godt forestille sig, at de sydafrikanske forskere har ret i deres antagelse om en sammenhæng. På billedet ses en afdød med corona i et lighus i Pretoria. Foto: Marco Longari/AFP

Den nye bølge af coronasmitte, der kom for kort tid siden i form af omikron-varianten fra Sydafrika, kan have sin oprindelse i utilstrækkelig medicinering af hiv-smittede, skriver BBC.

Det er forskere i Sydafrika, der har opdaget en ”meget troværdig sammenhæng” mellem hiv-smittede med svækket immunforsvar og langvarige infektioner med coronavirus. Og den kombination kan være farlig.

»Normalt vil en rask person ret hurtigt komme sig efter en virusinfektion. Men ved et svækket immunforsvar kan virussen forblive aktiv i kroppen mange måneder - og ikke mindst mutere undervejs i forløbet,« fortæller professor Linda-Gayle Bekker, leder af Desmond Tutu HIV Foundation i Cape Town.

Det er de langvarigt coronasmittede patienter, der lige nu tiltrækker de sydafrikanske forskeres opmærksomhed. I ét tilfælde var en hiv-smittet kvinde coronapositiv i næsten otte måneder, og virussen undergik i det tidsrum flere end 30 genetiske ændringer.

»Så ekstreme tilfælde er sjældne. Men ikke desto mindre er det sandsynligt, at de svækkede patienter kan fungere som platforme for udviklingen af nye varianter,« fortæller professor Tulio de Oliveira, leder af det medicinske team, der opdagede omikron-varianten.

Sydafrika har verdens største population af hiv-smittede. Og Eskild Petersen, professor emeritus i infektionssygdomme ved Aarhus Universitet, kan godt forestille sig, at de sydafrikanske forskere har ret i deres antagelse.

»Jeg vil anslå, at kun 70 procent af de hiv-smittede i Sydafrika er tilstrækkeligt medicineret. Og hvis de resterende er svækkede, kan de have svært ved at slippe af med en coronainfektion,« siger Eskild Petersen til Jyllands-Posten.

Han tror på, at vi ikke har set den sidste variant endnu. Og det bedste, verdens lande kan gøre, er at vaccinere befolkningerne, så coronavarianterne får det sværere.

»Det kan gå begge veje med nye coronavarianters farlighed. Man kan desværre ikke sige, at coronaen svækkes, som tiden går. Smitten kan også blive overført til dyr og derfra til mennesker igen. Og så er det vanskeligt at sige, hvad der kan ske,« påpeger professoren.

Coronasmittens udbredelse i Kina er også interessant at følge ifølge Eskild Petersen. Kinas egenproducerede vacciner er mindre effektive end de vestlige på grund af den anvendte teknologi. Her dyrkes virus, hvorefter den gøres inaktiv - en proces, der begrænser produktionen og er vanskelig at skalere op. Men til gengæld slår de kinesiske myndigheder hårdt ned på smitteudbrud og følger hurtigt op på potentielle smitteveje.

Lige nu er der seks bekræftede omikronsmittetilfælde i Kina ifølge South China Morning Post.

Andre læser

Mest læste

Del artiklen