Øjenvidne til Nairobi-angreb: »Det er forfærdeligt. De ting, jeg har set, er forfærdelige«
Kenyansk politi holder øje med Nairobis øvrige hoteller for at undgå flere lignende angreb.
Politiet i Nairobi er i alarmberedskab, efter at gerningsmænd tirsdag eftermiddag angreb hotelkomplekset DusitD2 i den kenyanske hovedstad og dræbte flere personer.
Sent tirsdag eftermiddag holdt politiet en pressekonference, hvor man meddelte, at de mistænkte endnu ikke er blevet pågrebet.
»Vi ved, at bevæbnede kriminelle gemmer sig på hotellet, og specialstyrker er lige nu ved at få dem ud,« sagde politiinspektør Joseph Boinnet ifølge flere internationale medier.
Tidligere tirsdag eftermiddag blev der affyret skud og detoneret eksplosiver i hotelkomplekset på Riverside Drive i Nairobi, hvor der ud over et hotel også ligger kontorer. Flere er såret, men omfanget af sårede og dræbte har politiet endnu ikke udtalt sig om.
»Vi arbejder på at kunne bekræfte antallet,« lød det fra Joseph Boinnet på pressemødet.
Politiet kalder angrebet for et »koordineret angreb«, som også involverede et selvmordsangreb i hotellets foyer.
Flere øjenvidner, som befandt sig på stedet, da de bevæbnede mænd stormede komplekset, siger ifølge bl.a. nyhedsbureauet Reuters, at der er alvorligt sårede og flere dræbte personer på hotellet.
»Vi er under angreb. Det er forfærdeligt. De ting, jeg har set, er forfærdelige,« sagde en unavngiven person, som befinder inde i hotelkomplekset, via telefon til Reuters.
Nyhedsbureauer melder om drabstal på mellem fire og syv, men antallet forventes at stige, efterhånden som myndighederne får overblik over situationen.
Politiet betragter angrebet som et terrorangreb.
Terrorgruppen al-Shabaab har taget ansvaret for angrebet.
»Vi er lige nu ved at udføre en operation i Nairobi,« fortalte en talsmand for gruppen tidligere til Al Jazeera.
Efter angrebet har politiet øget sikkerheden ved alle andre hoteller i byen for at undgå lignende angreb andre steder.
Udenrigsministeriet har udsendt en advarsel til danskere om at holde sig fra området, hvor angrebet finder sted.
»Hold dig væk fra stedet. Følg de lokale myndigheders anvisninger,« skriver ministeriets Borgerservice i et tweet.
Nairobi var i 2013 hjemsted for et terrorangreb foretaget af al-Shabaab. Terrorgruppen angreb shoppingcentret Westgate Mall, og i løbet af den dag blev 67 mennesker dræbt i centret.
I 2015 slog terrorgruppen til mod et universitet i den nordlige del af landet. Her blev 147 mennesker dræbt.