Fortsæt til indhold
Afrika

Oscar Pistorius får mere end fordoblet sin dom

Den sydafrikanske løber har fået dom i appelsag.

Sydafrikanske Oscar Pistorius skal 13 år og 5 måneder i fængsel. Det har en sydafrikansk domstol fredag morgen besluttet, skriver flere internationale medier, bl.a BBC.

Dermed bliver hans dom på seks års fængsel mere end fordoblet, efter anklagemyndigheden havde appelleret dommen til landets højesteret.

Oscar Pistorius er kendt skyldig i drab, efter han skød og dræbte sin kæreste, Reeva Steenkamp, med skud i 2013.

Pistorius har vundet adskillige guldmedaljer i løb ved para-OL.

Oscar Pistorius har siddet fængslet siden sommeren 2016, efter han blev kendt skyldig i drab.

Han har hævdet, at han skød sin kæreste, fordi han troede, at hun var en indbrudstyv, der var brudt ind i parrets fælles hjem. Derfor skød han fire gange gennem døren til badeværelset, hvor kæresten befandt sig, hvilket kostede hende livet.

Efter dommen på seks års fængsel fra 2015 har der været voldsom kritik, der gik på, at den var for mild. Ved appelsagen, som der nu er faldet dom i, gik anklageren efter en dom på 15 års fængsel.