Fortsæt til indhold
Indland

Bedre til teater end blikkenslageri

50 år i morgen: Blikkenslager, skuespiller, dramatiker, instruktør og teaterdirektør – Lars Kaalund favner bredt og dygtigt i dansk teater.

HENRIK LYDING

Mon ikke billedet af den charmerende, kontante og sexede køkkenmontør Knud fra ”Den eneste ene” sidder klistret fast i hjernekassen hos mange danskere. Også selv om det efterhånden er 15 år siden, og Lars Kaalund i mellemtiden har udviklet sig til en af vores stærkeste teaterinstruktører.

Karrieren begyndte nu også i det håndværksmæssige. Lars Kaalund er uddannet blikkenslager og skulle angiveligt reparere toilettet i teaterbygningen hos Dr. Dante i Allerød. Det var i 1985, og han blev hængende som skuespiller de næste par år. Scenetalentet var indlysende fra begyndelsen og interessen for blikkenslageriet ikke voldsom.

Efter Dr. Dante stiftede Lars Kaalund i 1987 sit eget teater, Mungo Park, hvorpå han gik i lære som skuespiller på Statens Teaterskole 1988-92. Straks efter endt uddannelse kom han tilbage til Mungo Park og var direktør, dramatiker, skuespiller og instruktør på stedet indtil 1998. Det hele med succes.

Spændende og anderledes forestillinger blev spillet på det lille teater i Allerød – ja, for Dr. Dante var flyttet til Aveny på Frederiksberg, så Mungo Park kunne overtage den tidligere møbelbutik og fortsætte teaterdriften dér. Samtidig instruerede han også på andre scener, ikke mindst på Dr. Dantes Aveny med så markante forestillinger som gyseren ”I en kælder” (1995) og året efter den kulturdebatterende ”Kunst”.

Tiden på Mungo Park demonstrerede Lars Kaalunds talent for såvel godt teater som solid administration så overbevisende, at han efterfulgte Morten Grunwald som teaterdirektør på Østre Gasværk i 1998. Her stod han bag store opsætninger af klassikere som ”Romeo og Julie” (1998) og ”Othello” (2001), foruden musicalen ”Jesus Christ Superstar” året efter.

Udfordrende opgaver

Frem til 2007 var Lars Kaalund en markant direktør for Østre Gasværk Teater, sideløbende med job andre steder. Ikke mindst Det Kgl. Teater har brugt ham til så forskellige og udfordrende opgaver som Molières ”Tartuffe” og Oscar Wildes ”Bunbury”, begge i 2007, foruden iscenesættelser af operaer som ”Maria de Buones Aires” (2005) og senest ”Madame Butterfly” – begge på Operaen.

Jobbene som direktør og instruktør har til gengæld betydet, at vi har set markant mindre til Lars Kaalund på scenen og på film end talentet og typen egentlig berettigede til. Ud over ”Den eneste ene” har han medvirket i ”Blinkende lygter”, ”Italiensk for begyndere” og senest som mekaniker i ”Hævnen” fra 2011, ligesom tv-serien ”Lulu & Leon” fra 2009 er det nyeste, vi har set til ham i fjernsynet.

Til gengæld har vi fornøjet os over hans stilsikre og vittige instruktion af tv- komedien ”Rita” det seneste par år, ligesom han også har demonstreret sit talent for stort anlagt teater, senest med opsætningen af ”Robin Hood” i Ulvedalene sidste sommer.

Forude venter endnu en stor opgave, når Lars Kaalund på Gamle Scene næste forår skal iscenesætte musicalen ”Cabaret” med bl.a. Cecilie Stenspil og Peter Plaugborg i de to hovedroller.

Lars Kaalund, teaterleder, dramatiker, instruktør, Hellerup.