Fortsæt til indhold
Indland

Politiet: Vidner så maskerede mænd allerede aftenen før drabet på 16-årig

Københavns Politi beder beboere i Ranghildgade om at tjekke deres biler for skudhuller.

For en uge siden blev den 16-årige Servet Abdija dræbt, da han på klos hold blev skudt seks gange af ukendte gerningsmænd.

Københavns Politi, der efterforsker drabet, oplyser mandag, at der allerede kan have været affyret skud ude på gaden aftenen før drabet.

»Vi har haft lejlighed til at tale med en hel del vidner, og det vi ved nu er, at dagen før drabet - altså søndag aften - er der flere vidner, der har set tre maskerede, mørkklædte unge mænd i samme område og cirka omkring samme tid. De løber fra bebyggelsen ved Ragnhildgade og over til en mørk bil,« siger Hans Erik Raben, efterforskningsleder ved Københavns politi, til TV 2.

Skuddene skulle være faldet mellem klokken 20.25 og 20.30, da Servet Abdija kom gående ad Ragnhildgade fra Haraldsgade.

Ifølge efterforskningslederen er der muligvis tale om de samme personer, som mandag aften skød og dræbte den 16-årige Servet Abdija foran hans opgang på Ragnhildgade i København.

Politiet er interesseret i at komme i kontakt med de tre mænd og hører gerne fra vidner, der har oplysninger i sagen.

Københavns Politi har desuden fået oplysninger om, at en parkeret bil skulle være blevet ramt af skud i forbindelse med drabet. Beboere i Ragnhildgade opfordres derfor til at tjekke deres biler efter for eventuelle skudhuller.