Fortsæt til indhold
Indland

Supermarkeder og købmænd lover at stramme op efter salg af tobak til mindreårige

En »kulturændring« blandt medarbejdere og kunder er nødvendig, lyder det.

Sundhedsministeriet har sammen med en række supermarkedskæder og købmand forpligtet sig til at gøre en aktiv indsats for at forhindre salg at tobak til mindreårige.

Det sker efter, at Politiken ved hjælp af stikprøvekontroller har kunnet afsløre, at det stadig er for let for unge under 18 år at købe cigaretter i supermarkeder, købmænd og kiosker landet over.

»Kulturændring er nødvendig, hvis vi skal gøre en forskel. Det kræver en fælles indsats på tværs af aktører. Sammen bærer vi et ansvar for at skabe en kultur, hvor det ikke er acceptabelt at sælge tobak til mindreårige. Detailhandelen ønsker at bidrage til denne kulturændring blandt medarbejdere og kunder,« lyder det i en pressemeddelelse fra medlemmerne af det nyoprettet partnerskab.

Foruden Sundheds- og Ældreministeriet og Dansk Erhverv har bl.a. supermarkedskæderne COOP og Dansk Supermarked skrevet under på partnerskabserklæringen.

I den forpligter de enkelte parter sig til at starte en række tiltag herunder en øget og mere systematisk id-kontrol og en bedre uddannelsesindsats over for medarbejderne.

»Medarbejderne skal altid spørger om id, hvis de er i tvivl, om kunden er over 18 år. Det skal være en del af instruktionen til medarbejderne at oplyse, at der kan være grund til tvivl for personer, der ser ud til at være op til 25 år,« lyder det bl.a. i de nye retningslinjer.