Fredet nordjysk gravhøj blev formentlig plyndret
Gravrøvere i Nordjylland kan være sluppet væk med flere værdifulde historiske genstande, da de for et stykke tid siden gravede dybt ned i en fredet gravhøj nær Klokkerholm i Vendsyssel.
»Det ser ud, som om de har været nede og totalrøve en jordfæstegrav – det vil sige en grav, hvor der har ligget et helt menneske, som ikke er blevet brændt,« forklarer museumsinspektør Sidsel Wåhlin, Vendsyssel Historiske Museum.
Vi har bedt museerne om at holde ekstra øje for at finde ud af, om der er en tendens i gang.Lars Bjarke Christensen, arkæolog, Slots- og Kulturstyrelsen
Fredag har lokale arkæologer og eksperter fra Slots- og Kulturstyrelsen nøje gennemgået det hul, som en landmand opdagede i den flere meter høje gravhøj, der oprindeligt kan stamme fra Bronzealderen. Selve graven er dog formentlig fra Jernalderen, for arkæologerne har i deres undersøgelser fundet spor af jern, der f.eks. kan have været nitter til et skrin.
Sidsel Wåhlin oplyser, at der formentlig ikke har været meget af skelettet tilbage – men gravrøverne kan være sluppet afsted med meget andet. Især hvis der har ligget en rig mand i den, som har fået mange gravgaver med sig i døden. Det kendes fra andre grave i Vendsyssel.
»Hvis det har været en mandsgrav, kan der have været våben og smykker, f.eks. fingerringe, dernede. Der kan også have været enkelte perler, lerkar, glasbægere fra det romerske imperium sydfra,« siger Sidsel Wåhlin, der er rystet over gravrøveriet.
»Det er helt forfærdeligt. Det virker meget systematisk. Hullet har en ottetals form, som om de først har gravet ned ét sted og fundet noget – og derefter har udvidet hullet,« forklarer hun.
Landmand er rystet
Det var landmanden Jesper Nørgaard Hald, der opdagede hullet, der er 2,8 m langt, 1,5 meter bredt, og 1,5 meter dybt. Gravhøjen ligger på hans mark på et sted, han ikke kommer så ofte. Også han er rystet over gravrøverne.
»Det er ynkeligt. Jeg er egentligt lidt rystet over, at man ikke kan lade sådan noget være,« siger han.
Det er sjældent, at Danmarks flere end 20.000 fredede gravhøje bliver udsat for en så opsigtsvækkende plyndring og ødelæggelse. En af de seneste gange var i 2014, da fire jyske gravhøje blev åbnet og plyndret i omegnen af Billund. Også dengang var udgravningen så målrettet, at museumsfolk vurderede, at gerningsmændene vidste, hvad de havde med at gøre.
I den seneste tid er der dog blevet indberettet fund af andre og mindre mystisk huller i flere gravhøje. Huller som trods deres lidenhed alligevel kan have store negative konsekvenser, og Slots- og Kulturstyrelsen har derfor opfordret de lokale museer til at holde ekstra øje med de fredede gravhøje.
Frygten er, at f.eks. ”uautoriserede” amatørarkæologer med detektorer er begyndt at undersøge gravhøjene og lige letter på græstørvene for at se, om der er noget spændende at finde.
»Det har vi ikke set før, og vi har bedt museerne om at være ekstra opmærksomme for at finde ud af, om der er en tendens i gang,« siger Lars Bjarke Christensen, arkæolog ved Slots- og Kulturstyrelsen. Han oplyser, at der i de seneste par år er kommet ca. 10 indberetninger af disse tilfælde.
Både de lokale museumsfolk og Lars Bjarke Christensen opfordrer folk til at reagere, hvis man ser nogen stå og grave i en gravhøj. Simpelthen fordi det ødelægger en del af den danske kulturarv, hver gang der bliver gravet ulovligt i en gravhøj, der kan fortælle en vigtig historie om Danmarks fortid.
»Vi kan ikke stå og holde øje 24 timer i døgnet på alle gravhøje. Vi kan selvfølgelig kun støtte, når der bliver opfordret til at holde øje med tingene, for der er ingen, der er interesseret i, at nogen går ud og plyndrer gravhøjene i landet,« siger han.
Arkæologerne vil lørdag lukke hullet i gravhøjen i Klokkerholm helt til. De vil inden da også tjekke det løst opgravede jord for arkæologiske genstande.