*

Indland

Gravrøvere kan være sluppet væk med værdifulde genstande

Vendsyssel Historiske Museum blev i september gjort opmærksom på gravskændingen af lodsejeren, som havde opdaget, at den fredede gravhøj havde haft ubudne gæster. Nu har arkæologer og eksperter fra Slots- og Kulturstyrelsen undersøgt gravhøjen. Foto: René Schütze/Polfoto

Gravrøvere i Nordjylland kan være sluppet væk med flere værdifulde historiske genstande, da de for et stykke tid siden gravede dybt ned i en fredet gravhøj nær Klokkerholm i Vendsyssel.

»Det ser ud som om, at de har været nede og totalrøve en jordfæstegrav - det vil sige en grav, hvor der har ligget et helt menneske, som ikke er blevet brændt,« forklarer museumsinspektør Sidsel Wåhlin, Vendsyssel Historiske Museum.

Fredag har lokale arkæologer og eksperter fra Slots- og Kulturstyrelsen nøje gennemgået det hul, som en landmand opdagede i gravhøjen, der oprindeligt kan stamme fra Bronzealderen. Selve graven er dog formentlig fra Jernalderen, for arkæologerne har i deres undersøgelser fundet spor af jern, der f.eks. kan have været nitter til et skrin.

Arkæologerne regner med lørdag at lukke hullet helt til, når de er færdige med deres optegnelser. Foto: René Schütze/Polfoto

Sidsel Wåhlin oplyser, at der formentlig ikke har været meget af skelettet tilbage - men gravrøverne kan være sluppet afsted med meget andet. Især hvis der har ligget en rig mand i den, som har fået mange gravgaver med sig i døden. Det kender arkæologerne fra andre grave i Vendsyssel.

»Hvis det har været en mandsgrav, kan der have været våben og smykker, f.eks. fingerringe, dernede. Der kan også have været enkelte perler, lerkar, glasbægere fra det romerske imperium sydfra,« siger Sidsel Wåhlin.

»Det er helt forfærdeligt. Det virker meget systematisk. Hullet har en ottetals form, som om de først har gravet ned ét sted og fundet noget - og derefter har udvidet hullet,« forklarer Sidsel Wåhlin.

Arkæologerne regner med lørdag at lukke hullet helt til, når de er færdige med deres optegnelser. De vil inden da også  tjekke det løst opgravede jord for at se, om der ligger genstande gemt i dette.

Følg
Jyllands-Posten
Forsiden lige nu
Annonce
Annonce
Indland
Annonce
Annonce

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her