Pensionister vil hellere lære Snapchat og Skype end begynder-it
De danske ældre har mindre brug for begynderkurser i it end før.
Seniorkurser i begynder-it er ikke i ligeså høj kurs længere. De ældre er nemlig blevet langt bedre til computere, iPads og netbank.
Det skriver TV2.dk.
Nu bliver mere avancerede kurser som brugen af det sociale medie Snapchat, at lave regnearker i Excel og billedredigering oftere efterspurgt, lyder det fra arrangører af seniorkurserne.
Det er bl.a. fordi mange ældre har lært basale færdigheder, og derfor ikke har brug for den grundlæggende introduktion.
»De ældre vil både lære om sikker adfærd på nettet og de sociale medier. Programmer som eksempelvis Skype, hvor som man ældre kan kommunikere med sine børnebørn er populære,« siger Judith Nathan, it-konsulent hos Ældre Sagen til Tv2.
En anden forklaring er, at der er sket en udvikling i brugen af internettet. I 2011 var antallet af danskere over 65 år, der aldrig havde været på internettet, på 430.000. I dag er det tal halveret til 210.000.
I Svendborg ser de lokale kræfter heller ikke længere behov for seniorkurser i begynder-it.
»Begynderstadiet behøver vi ikke mere, for de ældre har i dag fået den første it-undervisning af deres børnebørn,« siger Peter Vej, formand og it-underviser ved Seniorværkstederne.