Overborgmester bremser planer for omstridt byggeri: »Jeg er jo ikke lavet af sten«
Man vil nu undersøge en alternativ placering til det omdiskuterede byggeri på Amager Fælled.
Københavns Kommunes overborgmester, Frank Jensen (S), har nu trådt på bremsen i planlægningen af et nyt byggeri på den del af Amager Fælled, som ligger i hjørnet af Fælleden ved Ørestad Boulevard/ Vejlands Allé i København.
Byggeriet skal være med til at finansiere metroen i København ved at indbringe ca. 2 mia. kr. til kommunen, men på grund af protester har projektet været sat på standby.
Frank Jensen vil nu have undersøgt en alternativ placering til byggeriet, efter både Venstres og De Konservatives politiske ledere i borgerrepræsentationen har udtrykt ønske om det samme.
»Mit budskab er, at nu trækker vi en streg i sandet. Der er ikke længere et flertal, som ønsker byggeri på Ørestad Fælled. Det bliver jeg nødt til at lytte på,« siger overborgmesteren i en pressemeddelelse.
Byggeriet, som skulle rumme 2.500 boliger, har været genstand for stor debat. Bl.a. har 47.591 personer skrevet under på Danmarks Naturfredningsforenings underskriftindsamling mod projektet.
Området, hvor bygningen efter planen skulle opføres, er Københavns kronjuvel og et af de sidste oprindelige naturområder i byen - med mindst 5.000 år på bagen, lyder argumenterne bl.a.
»Jeg er jo ikke lavet af sten. Jeg forholder mig til den virkelighed, der omgiver mig – og det er, at der er en folkelig modstand mod at bygge på grunden ved Ørestad Boulevard/Vejlands allé og at et stort politisk flertal vil have undersøgt en alternativ beliggenhed. Så det er det, jeg nu stiller mig i spidsen for,« siger overborgmesteren.
Venstre og Konservative har foreslået et område af Fælleden vest for det omdiskuterede byggefelt. Det nye område er for øjeblikket udlagt til camping. Det er kommunalt ejet - og i modsætning til det oprindelige byggefelt, er der tale om opfyldt losseplads.
Det ligger dog i et fredet område på Amager Fælled, og derfor vil det være nødvendigt, at Folketinget ophæver fredningen i anledning af byggeriet og i stedet freder den første omdiskuterede placering.
Kommunen har tidligere forsøgt at finde en alternativ grund, men det kunne dengang ikke lade sig gøre at finde et sted, der kunne rumme den ønskede mænge boliger og samtidig indbringe de penge, kommunen har brug for.