Demensekspert: Det kan tage måneder - og nogle gange år - at få en diagnose

Det starter med små personlighedsændringer. Man trækker sig fra sociale sammenhænge, mister interessen for ting, man før var optaget af, og finder nye interesser, man bliver glemsom og får problemer med at finde de rigtige navneord.

Sådan forklarer leder af Nationalt Videnscenter for Demens, overlæge og professor Gunhild Waldemar de første tegn på, at man kan have en demenssygdom.

»Det er ofte de pårørende, som er mere opmærksomme på det. De opdager det ofte tidligere end den syge selv,« siger hun.

Onsdag bekræftede Kongehuset, at prins Henrik lider af demens.

»Diagnosen indebærer en svækkelse af Prinsens kognitive funktionsniveau. Omfanget af de kognitive svigt er ifølge Rigshospitalet større end forventeligt for Prinsens alder og kan ledsages af forandringer i væremåde, reaktionsmønstre, dømmekraft og følelsesliv og dermed også påvirke samspillet med omverdenen,« lød det i en pressemeddelelse fra hoffet, som tilføjede, at diagnosen var blevet stillet efter et »længere udredningsforløb.«

Og det er en proces, som tager tid, siger Gunhild Waldemar. Først skal den praktiserende læge kontaktes. Denne kan så henvise til videre udredning på en hukommelsesklinik, og herfra kan man igen blive sendt til scanninger af hjernen samt få foretaget en undersøgelse af rygmarvsvæsken for at finde tegn på sygdomme i hjernen eller nervesystemet.

»Et sådant forløb tager som regel én eller to måneder. Men i nogle tilfælde kan man være i tvivl. Det kan være, fordi der er noget galt, men det alligevel ikke helt er så galt, at det opfylder kriterierne for nogle af demenssygdommene. Man kan være i tvivl om årsagen til demenssygdommen, og så kan forløbet strække sig over længere tid. Nogle gange er man nødt til at genundersøge og gøre det hele én gang til efter et år. Så nogle gange kan der gå et år eller to, før man er helt afklaret.«

Ifølge Gunhild Waldemar betyder betegnelsen demens, at »der er noget galt med hjernens funktion. Med hukommelse og sprog, adfærd måske, rum- og retningssans.«

»Når der er noget galt med disse funktioner, og det er så galt, at det påvirker funktionsevnen i hverdagen, så kalder vi det demens. Men vi plejer at sige, at der er 200 forskellige sygdomme, som kan give demens. Og det kan sommetider være et detektivarbejde at finde ud af, hvad det er for en sygdom. Det er til gengæld vigtigt at finde ud af, fordi det siger noget om, hvorvidt der kan være nogen behandlingsmuligheder. Men den hyppigste årsag til demens er alzheimers sygdom. Den er årsag til halvdelen af tilfældene.«

Gunhild Waldemar forklarer, at demenssygdommes hyppighed stiger med alderen. Og sygdommene ses således oftere hos de 80-årige end de 70-årige.

»Men selv i de allerældste aldersgrupper er det jo de fleste, som ikke har demens, så det er ikke sådan, at det er noget, som alle får med alderen, bare de bliver gamle nok,« understreger hun.

Som med mange andre sygdomme spiller livsstilen også ind.

»Risikoen for at få demens er dels betinget af den blanding af gener, som vi hver især er født med. Derudover også de livsstilsfaktorer, der kan øge risikoen for blodpropper. Så hvis man er overvægtig, ikke motionerer, har for højt kolesteroltal, højt blodtryk, drikker for meget eller ryger eller har hjerteproblemer, så har man alt andet lige højere risiko. Dertil skal siges, at der er rigtig mange, som får alvorlig demens, selv om de har levet sundt hele livet,« siger centerlederen.

Det vurderes, at forekomsten af demens i den ældre befolkning i Danmark er cirka seks pct. Ca. 35.000 var i 2014 registreret med en demensdiagnose i Landspatientregistret, men mørketallet er højt, og det reelle tal menes at ligge på 84.000. Studier fra andre europæiske lande tyder således på, at op imod 60 pct. af demenstilfældene er udiagnosticerede.