Rederi om fangede migranter: Det er umenneskeligt
Rederiet DFDS har dagligt problemer med blindpassagerer, men lige nu er 12 migranter fanget på en af rederiets færger. En usædvanlig sag med menneskelige konsekvenser, fortæller kommunikationschefen.
»Det er helt umenneskeligt, at være lukket inde på et skib i så mange dage.«
Sådan lyder det fra Gert Jakobsen, kommunikationschef hos DFDS, efter 12 migranter nu har siddet fanget på en af rederiets færger i Sortehavet i over en måned.
»Vi er åbne over for alle løsningsforslag, og vi søger hjælp, alle steder vi kan. Hos forskellige rederier, hos EU og ministre. Det er en uholdbar situation for både besætning og migranter,« fortæller han til Jyllands-Posten
I flere år har DFDS haft problemer med flygtninge, der forsøger at snige sig med på færger og fragtskibe med håbet om at nå til England. Men ifølge kommunikationschefen kan intet sammenliges med den situation, de nu står med.
»Der er problemer med migranter og flygtninge i mange af vores terminaler, men dem løser vi hver dag. Dette har et helt andet omfang på det menneskelige plan, end de problemer vi tidligere har oplevet,« fortæller Gert Jakobsen.
De 12 mand er kommet om bord af to omgange, hvor de første seks blev opdaget den 27. juli. Dagen efter blev de resterende fundet.
Skibet, der fragter gods og passagerer mellem Ukraine og Tyrkiet, har forsøgt at sætte dem af, men ingen af landene ønsker at tage imod dem igen.
Migranterne har nu smadret flere kabiner, sat ild til en trailer og truet med at begå selvmord, fordi de ikke kan få lov til at gå i land.
Personalet på skibet har derfor følt sig tvunget til at låse de 12 mand inde i værelseskabiner, indtil der kommer en løsning. Der er ansat sikkerhedsvagter til at overvåge situationen.
I Esbjerg har DFDS også problemer med flygtninge, der forsøger at snige sig om bord på fragtskibe, som sejler til Immingham i England. Her blev der sidste år installeret kameraer i asfalten, da man oplevede, at de bl.a. gemte sig under lastbiler, der kørte om bord.
»Sidste efterår og vinter forsøgte flygtninge at snige sig med hver anden dag. Det er stilnet af, men vi har også set mange eksempler på det i år,« fortæller Eigil Madsen, som er teknisk ansvarlig i DFDS Esbjerg.
I disse situationer er der dog klare retningslinjer for håndteringen.
»Opdager vi en blindpassager på ruter til England, så sørger vi for, at de kommer med tilbage til eksempelvis Esbjerg, og så hyrer vi vagter til at tage sig af dem på turen,« forklarer Gert Jakobsen.
Problemet med situationen i Sortehavet er, at man ikke kan bevise, hvor migranterne er kommet om bord. Derfor vil ingen af landene modtage migranterne.
Da skibet sejler under Litauisk flag, har myndighederne her inviteret forskellige parter til et møde, som finder sted en af de kommende dage. Her håber Gert Jakobsen, at man vil finde en løsning, der også vil forhindre lignende situationer i fremtiden.