Københavns Politi: Fem personer blev udsat for hatecrime under Copenhagen Pride
En af personerne blev overfaldet ved McDonald's ved Nørreport Station.
Den årlige Copenhagen Pride Parade var præget af flere hundrede tusinde feststemte mennesker, men blev også skæmmet af flere voldssager.
Lørdag blev fire personer udsat for vold, der bliver karakteriseret som en hatecrime.
Politiets vagtchef: »Copenhagen Pride foregik i fest og farver«
Det oplyser Københavns Politi i en mail til Jyllands-Posten.
I alt fem personer er blevet udsat for hatecrimes i forbindelse med sidste uges Copenhagen Pride, da en en mand blev overfaldet ved Nørreport Station fredag.
Lørdag blev en kvinde udsat for vold på Nørrebrogade, mens to kvinder blev overfaldet på Gothersgade.
Senere blev en mand overfaldet ved McDonald’s ved Nørreport Station.
Ifølge Mateen Hussain fra foreningen Sabaah stod 10-15 personer bag overfaldet, der startede, da det 21-årige offer blev spurgt, om han var bøsse.
Siden blev han angiveligt sparket og trampet adskillige gange i hovedet.
Offeret har ifølge Mateen Hussain pådraget sig en hjernerystelse og skader i ansigtet.
Københavns Politi slår fast, at man har et stort fokus på sagerne, da der er tale om hatecrimes.
Det vil kunne give overfaldsmændene en skærpende straf.
Der er endnu ingen meldinger om nogen anholdte i forbindelse med sagerne.
I alt over 300.000 mennesker fulgte lørdagens parade, der gik gennem Københavns gader.