Peter Madsens ubåd er blevet fundet sejlende ved Køge Bugt
Det oplyser Forsvaret på Twitter.
Eftersøgningen af Peter Madsen, en svensk journalist og den privatbyggede ubåd kan indstilles.
Fredag formiddag er den privatbyggede ubåd nemlig blevet fundet sejlende ved Køge Bugt.
Det skriver Forsvaret på Twitter.
Vagtholdsleder ved Forsvarets Operationscenter, Ole Theill, oplyser til Ritzau, at de to personer er i god behold.
»En helikopter har været i radiokontakt med ubåden. De fortalte, at de er i god behold, og at de har haft tekniske problemer,« siger Ole Theill.
Det er endnu uvist, hvilke tekniske problemer, der har været tale om.
Ubåden blev natten til fredag meldt savnet af den svenske journalists kæreste, da den ikke vendte tilbage til kajpladsen på Refshaleøen. Forsvaret har siden sendt to redningshelikoptere og tre skibe ud for at lede efter den. Flere private fartøjer deltog også i efterforskningen fredag formiddag, indtil båden blev fundet i Køge Bugt.
»Vi har eftersøgt det område intensivt, så jeg skal ikke kunne sige, hvorfor vi først finder den nu. Om det er, fordi vi har overset den, eller den har været neddykket eller gemt sig i en afkrog, det kan vi ikke sige noget om,« siger han til Ritzau.
Ubåden, som Peter Madsen selv har bygget, er 18 meter lang og var verdens største privatbyggede ubåd, da den første gang blev søsat i 2008.