Laveste antal i 42 år: Stadigt færre melder deres cykel stjålet
Skærpede krav til cykellåse har været med til at nedbringe antallet af cykeltyverier, lyder det fra brancheforening.
Sidste år blev 52.465 cykler meldt stjålet landet over, hvilket er det laveste antal i de 42 år, statistikken går tilbage.
Det viser de seneste tal fra Danmarks Statistik.
Tallene viser desuden, at der i årets første seks måneder blot er blevet meldt 23.045 cykler stjålet. Samtidig nåede man i de første tre måneder af 2017 for første gang nogensinde under 10.000 anmeldte cykeltyverier.
Hos brancheforeningen Forsikring & Pension glæder underdirektør Hans Reymann-Carlsen sig over udviklingen.
»Når vi taler om forebyggelse af cykeltyverier, så er ordentlige godkendte låse alfa omega. Og vi kan konstatere, at efter vi indførte skærpede krav til cykellåsene i starten af 90'erne er der sket i dramatisk fald i cykeltyverierne, og det har vist sig at have en langtidseffekt,« udtaler han i en pressemeddelelse.
Siden 1993 har forsikringsselskaberne haft et generelt krav om, at den enkelte cykel skulle være udstyret med en Varefakta-godkendt lås for at kunne få udbetalt erstatning efter et eventuelt tyveri.
Året efter toppede antallet af cykeltyverier med 125.371 anmeldte sager og er sidenhen faldet støt.
At tallet i dag er mere end halveret, på trods af at der er flere cykler på gaden end tidligere, skyldes ifølge Varefaktas administrerende direktør, Heidi Søsted, cykellåsenes forbedrede kvalitet.
»Der er ingen tvivl om, at låsenes kvalitet er blevet markant forbedret over årene, og at de skærpede krav, vi indførte dengang, stadig gør en forskel i dag,« udtaler hun.
Hvis uheldet skulle være ude, og du får stjålet din cykel, er der ifølge Heidi Søsted tre ting, der skal opfyldes, hvis du vil have dit forsikringsselskab til at erstatte den stjålne cyekl.
»Tyveriet skal anmeldes til politiet, låsen skal være godkendt af Varefakta, og man skal have et udfyldt Varefakta-låsebevis,« forklarer hun.
Klik her og se en oversigt over godkendte cykellåse.