Fortsæt til indhold
Indland

Erstatningen for politiets lokalstationer kritiseres for at være kørende reklamesøjler

Socialdemokratiet og jysk borgmester er utilfredse med politiets mobile stationer.

Landet over er den ene lokale station efter den anden lukket ned, og alene de seneste to år er 21 politistationer forsvundet. Flere steder har det medført, at politiet i dag er mindre synlige end tidligere.

Det fik allerede i 2015 flere kredse til at lancere mobile politistationer, der kunne køre ud til borgerne. Blandt andet sagde Københavns Vestegns Polti, at det ville gøre det lettere for borgere i udsatte boligområder at komme i kontakt med politiet.

I dag fungerer initiativet dog mere som et kørende reklamefremstød, lyder kritikken fra Socialdemokratiet og borgmester Mogens Gade (V) fra Jammerbugt Kommune.

»Tanken var, at de skulle kunne rykke ud i boligområder, hvor der har været hærværk og hvor der er mange indbrud eller til byfester. Og der er meget, der tyder på, at det ikke er det, de bliver brugt til i dag, men at de bare bliver brugt til reklamesøjler,« siger retsordfører Trine Bramsen til TV2.

I det nordjyske er flere af Jammerbugt Kommunes lokalstationer blevet lukket, og borgmester Mogens Gade ser ikke de mobile stationer som en fuldgod erstatning i dagligdagen. Tværtimod kalder han dem et »lille plaster på et stort sår«.

Kritikken afvises af både politiet og regeringspartiet Venstre. Til TV2 siger parties fungerende politiske ordfører Jacob Jensen, at han »ryster lidt på hovedet« over Trine Bramsens udtalelser.