Fortsæt til indhold
Indland

Vestjyder i protest: Vil ikke længere betale for Østdanmarks grønne strøm

Det er dyrt for Vestjylland at være leverandør af grøn strøm. Nu siges der stop.

En stor del af den danske vindenergi produceres i Vestjylland, og det slider stærkt på el-nettet i den del af landet. Regningen ender hos vestjyderne selv, men det skal være slut.

Det mener tre borgmestre, to elnetselskaber en stor virksomhed, som har sendt et åbent brev til energi-, forsynings- og klimaminister Lars Chr. Lilleholt (V), skriver DR.

Ifølge Dansk Energi, som er distributørernes paraplyorganisation, har det ekstra slid på det vestjyske elnet kostet op mod 40 millioner kroner de seneste år. Den udgift bør deles mellem alle landets elforbrugere, mener afsenderne af brevet til ministeren.

»Med vores forbrug er det en omkostningsstigning på små 400.000 kroner om året, der bare lige bliver påført os. Jeg synes, at det er himmelråbende uretfærdigt,« siger administrerende direktør i støberivirksomheden Vald. Birn A/S i Holstebro, Jens Axel Birn, til DR.

Thomas Danielsen, Venstres energipolitiske ordfører, ser positivt på vestjydernes henvendelse. Men forslaget nåede ikke at komme med, da Folketinget forhandlede ny elforsyningslov. Loven blev vedtaget af Folketinget i juni måned.

Thomas Danielsen håber på, at forligskredsen kan tage problemstillingen op efter sommerferien, siger han til DR.

Blandt underskriverne på brevet er de tre borgmestre Mads Jakobsen (V), Struer, H.C. Østerby (S), Holstebro, og Erik Flyvholm (V), Lemvig.