Zoo har aflivet elefant-patriarken Chieng Mai
Han-elefanten Chieng Mai kom til Zoo i 1962. Onsdag var det slut, da Zoo aflivede ham på grund af alder.
Hanelefanten Chieng Mai, der har været i Zoologisk Have i København i 55 år, blev onsdag aflivet. Elefanten var blevet for gammel. Det skriver Zoo i en pressemeddelelse.
Chieng Mai havde fået en stribe aldersudløste skavanker som nedslidte tænder. Det betød, at han snart ville få svært ved at spise.
- Helbredsmæssigt har han ligget på en nedadgående kurve i længere tid, hvor vi har gjort, hvad vi kunne for at smertelindre og behandle ham.
- Præcis hvornår stregen skal trækkes i sandet, kan selvfølgelig være svært at afgøre, men da vi for nogle uger siden fik mulighed for at tilse ham grundigt, stod det klart, at hans tilstand var nået til et punkt, hvor han også i naturen ville takke af, siger Mads Bertelsen, dyrlæge ved Zoo, i en pressemeddelelse.
Chieng Mai blev født i Thailand i 1959 og blev givet i gave til det danske kongehus. Han ankom i Zoo i 1962.
Som havens hanelefant fik han 15 unger. De har lavet 24 unger, og Chieng Mai havde ved sin død 24 "børnebørn", 24 "oldebørn" og fire "tipoldebørn".
Chiang Mai fik sin sidste unge sammen med hunnen Kungrao midt i maj.
Som havens ældste dyr og beboer i over et halv århundrede oplevede Chiang Mai mange forandringer. Ikke mindst Zoos nye elefanthus, der blev taget i brug i 2008.
Her oplevede Chiang Mai at blive løftet i kran ind i det nye hus fra det gamle, røde elefanthus, mens dyrepasseren fodrede han med bananer og frugt og sagde beroligende ord.
- Jeg fortalte den, at den er sådan en sød lille elefant og en god dreng, sagde elefantpasser John Stegmann dengang til Berlingske.
Efter Chieng Mais død er Zoos ældste dyr ifølge Zoo en hunflamingo født i 1970.
/ritzau/