Politiets teori: Ægtemand slog sin kone ihjel i Esbjerg-drabssag
En 73-årig kvinde blev tirsdag fundet dræbt i Esbjerg.
Det var formentlig ægtemanden, der dræbte den 73-årige kvinde, der blev fundet død tirsdag formiddag i Esbjerg.
Det vurderer Syd- og Sønderjyllands Politi efter den indledende efterforskning, oplyser politiet i en pressemeddelelse.
Den 71-årige mand er hårdt kvæstet.
Politiet teori er, at manden har dræbt kvinden med en kniv og derefter skadet sig selv.
»Alt peger foreløbigt på, at det er en hændelse, der er foregået mellem ægteparret. Det passer også med det billede, vi har indhentet fra de tekniske undersøgelser,« siger Carsten Arentoft Andersen, vicepolitiinspektør hos Syd- og Sønderjyllands Politi, til Jyllands-Posten.
Forbrydelsen skulle være fundet sted på et tidspunkt mellem mandag aften og tirsdag morgen.
Politiet kan endnu ikke sige noget om motivet, da manden ikke har været i stand til at kunne blive afhørt endnu.
Manden er i øjeblikket ved at blive opereret på Esbjerg Sygehus, men er umiddelbart uden for livsfare.
Syd- og Sønderjyllands Politi rykkede tirsdag morgen ud til en adresse på Dalen i Esbjerg.
Politiet havde kl. 8.06 fået en anmeldelse fra en mand i Esbjerg, som savnede en kvindelig bekendt, han ikke kunne få kontakt til.