Fortsæt til indhold
Indland

Nye sager om løsnede hjulbolte i København

Både i Aarhus og København har politiet modtaget anmeldelser om løsnede hjulbolte de seneste dage.

Der dukker stadig flere episoder med løsnede hjulbolte op til overfladen i landets politikredse.

Københavns Vestegns Politi meddeler, at man også her har problemer med det potentielt livsfarlige hærværk. Til TV 2 Lorry oplyser politiet, at der er seks dugfriske anmeldelser.

Det bringer antallet af sager op på 16 i hovedstadsområdet siden slutningen af marts. De fleste sager stammer dog fra juni.

»Det er forrykt og livsfarligt at løsne eller fjerne hjulbolte på køretøjer. Det kan forårsage ulykker, alvorlig personskade og i værste fald koste liv. Det er en alvorlig forbrydelse - særligt hvis nogen kommer til skade - og politiet ser alvorligt på det og opfordrer til, at man straks anmelder det - så vi kan efterforske sagen og retsforfølge gerningsmanden,« siger politiinspektør Mogens Lauridsen til TV 2 Lorry.

Det er dog ikke blevet fastslået, at boltene er løsnet med vilje, og der skal ikke være sket personskader i forbindelse med episoderne.

Københavns Politi skrev tirsdag morgen på Twitter, at man havde modtaget en ny anmeldelse om hjulbolte, der var blevet løsnet på en personbil i Guldbergsgade. I første omgang lød det fra politiet, at man ville gå efter fængselsstraf, hvis gerningsmanden blev fundet.

Kort efter meddelte politiet dog, at der var tale om falsk alarm.

»Et værksted har formentlig røde ører efter skift til sommerdæk. Kun en bolt var løsnet. Ikke yderligere,« skrev Københavns Politi.

Politiet har dog modtaget flere anmeldelser inden for kort tid. Heriblandt fra en 64-årig bilist fra Jyllinge. I forrige weekend skete det samme for en 76-årig mand, som holdt parkeret ved Jyllinge Centret, og natten til søndag fik en 54-årig kvindelig bilist en grim overraskelse på vej hjem fra Rutebilstationen i Aarhus, da hendes bil begyndte at larme, og rattet rystede.

Det viste sig, at alle fem hjulbolte sad løst på venstre forhjul.

»Vi vil gerne på det kraftigste advare mod, at man skruer bolte løs på biler, da det kan være forbundet med stor fare. Det er ikke bare at betragte som hærværk - det er en alvorlig forseelse og en overtrædelse af straffelovens § 252, da man forholder fare for andres liv og førlighed,« lød det fra Østjyllands Politi i fredags, da det første tilfælde i Aarhus blev opdaget.

Et gammelt mekanikertrick kan hjælpe med at afsløre, om der er blevet pillet ved hjulboltene på din bil. Tricket, som lige nu bliver delt på Facebook, går ud på at sætte en lille klat maling på hjulboltene. Hvis malingen er intakt, når man sætter sig bag rattet, bør alt være i den skønneste orden.

https://www.facebook.com/Laminatministeren/posts/10213540092846761