24-årig mand slæbte kvinde 100 meter efter sin bil
Manden valgte at tage begge nummerplader af sin bil for at forhindre, at kvinden kunne melde ham til politiet.
Natten til søndag modtog politiet en anmeldelse fra en 24-årig kvinde, der kort forinden var blevet slæbt 100 meter, mens hun hang fast i en bildør.
»Kvinden har forklaret, at hun kørte på landevejen ved Toksværd, da hun blev påkørt bagfra af en mand, som først ramte hendes anhængertræk og derefter bragte hendes bil til standsning, fordi han var rigtig sur over noget med hendes kørsel,« siger vagtchef ved Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi Ehm Christensen til Sjællandske Næstved.
Efterfølgende diskuterede den 24-årige kvinde med den mandlige fører af bilen, en 24-årig mand fra Næstved, og manden besluttede at tage begge sine nummerplader af for at forhindre kvinden i at kunne melde ham til politiet.
Det var da kvinden greb ud efter nummerpladerne i mandens bil, at manden valgte at starte bilen og køre af sted, mens den 24-årige kvinde hang fast i bilens ene bagdør.
Ifølge Sjællandske Næstved har Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi fundet frem til den mand, de mener, der står bag hændelsen. Han nægter sig dog skyldig.