Kommune stævner Skat i jagten på Mærsk-milliarder
Gentofte Kommune føler sig snydt for 1,5 milliarder kroner, som ifølge borgmester Hans Toft fejlagtigt endte i statskassen.
Selvom skibsredder Mærsk Mc-Kinney Møller døde for fem år siden, er spillet om erhvervsmandens mange penge stadig i gang.
Det skyldes, at Gentofte Kommune føler sig snydt af Skat og mener, at de har ret til omkring 1,5 milliarder kroner.
Som udgangspunkt får den kommune, som en borger har boet i, en tredjedel af skatten fra dødsboet. Gentofte Kommune har dog aldrig fået penge fra Mærsk Mc-Kinneys dødsbo.
Det er en fejl, mener Hans Toft, borgmester i Gentofte.
»1,5 milliarder er mange penge. Vi har selvfølgelig ikke budgetteret efter dem, for vi bruger ikke penge, som vi ikke har. Men vi gider ikke vente mere. Det her er grotesk,« siger han til TV2 Lorry.
Derfor vil kommunen nu stævne Skat og har samlet i alt 31 sager, hvor man har penge til gode fra afdøde borgere. De vil i alt bringe 5,3 millioner kroner i kommunekassen.
Ifølge loven bliver kommunens del af arven afregnet ud fra de oplysninger, der foreligger den 1. maj i år to efter dødsåret.
Ifølge Skat har kommunen kun har krav på at få andel i boafgiften, hvis Skat har modtaget boopgørelsen, færdigbehandlet sagen, beregnet skatten og lavet en indberetning til Skats eget økonomisystem før denne dato.
Hvis ikke det er nået inden, vil alle penge tilfalde staten selv.
I første omgang stævner Gentofte Kommune skat for de 31 sager, som de har fundet udover pengene fra Mærsk Mc-Kinney Møller. Mens det på sigt er meningen at gøre det samme med Mærsk-sagen.
Skat har afvist at udtale sig, før stævningen ligger klar hos myndigheden.
Mærsk Mc-Kinney Møller døde som 99-årig efter at have været formand for rederiselskaberne, værftet og fonden efter sin far, A. P. Møller.
Han trådte tilbage fra den daglige ledelse af selskabet i 1993.