Tricktyve hærger: Politiet efterlyser disse fire personer
En 85-årig kvinde fik stjålet sin pung, da fire personer omringede hende.
De seneste par uger har der været adskillige tilfælde af tricktyverier rundt om i landet.
Midt- og Vestjyllands Politi efterlyser fire personer, som ifølge politikredsen i fællesskab udførte flere tricktyverier mandag.
De fire personer er blevet fanget af overvågningskameraer i flere dagligvarebutikker, før de har begået tricktyverierne, hvorefter de er kørt af sted i en dansk-registreret grøn VW Passat årgang 1997.
Ifølge Midt- og Vestjyllands Politi blev bilen mandag også observeret på Fyn, i Østjylland og i Nordjylland.
De efterlyste personer, to kvinder og to mænd, aflurede bl.a. en 85-årig kvindes pinkode, da hun betalte for sine varer i Rema 1000 i Karup, hvorefter de omringede hende og stjal hendes pung, mens den ene af dem afledte kvinden ved at spørge hende om vej.
Der blev efterfølgende hævet et kontantbeløb på kvindens dankort.
Midt- og Vestjyllands Politi opfordrer folk, der har set en eller flere af de efterlyste personer, til at kontakte politikredsen ved at ringe 114.