Indland

25 borgmestre tjener over en kvart million på bijobberi

Syv borgmestre tjener over en halv million oven i borgmesterlønnen. »Usundt for demokratiet« og »en syg kultur« lyder det.

Med en lønstigning på 30 pct. er det »forkert,« at borgmestrene fortsat kan have biindtægter for adskillige hundrede tusinder, mener kommunaldirektør i Rebild, Jes Lunde, som sad med i vederlagskommissionen. Foto: Polfoto

Tre kvart million for at være borgmester og en halv million ekstra for at sidde i diverse bestyrelser. Det var bundlinjen for en række af landets borgmestre, da de gjorde lønsedlerne op for 2016, og 2017 ser ud til at blive markant mere indbringende.

For mens et flertal i Folketinget – efter anbefaling fra vederlagskommissionen – har sat borgmestrenes løn op med godt 30 pct. fra i år, har de samme politikere skrottet kommissionens anbefaling om at modregne borgmestrene, når de »varetager andre vederlagte hverv som følge af det politiske hverv.«

Det er sket, selv om S, V, K, R og SF forud for kommissionens arbejde gav hinanden hånd på, at »indstillingen fra kommissionen følges«.

Med en lønstigning på 30 pct. er det »forkert,« at borgmestrene fortsat kan have biindtægter for adskillige hundrede tusinder, mener kommunaldirektør i Rebild, Jes Lunde, som sad med i vederlagskommissionen.

25 af landets borgmestre tjente sidste år over en kvart million på bestyrelsesposter – heraf fik syv bogmestre over en halv million.

»En syg kultur«

Topscorer var Albertslunds borgmester, Steen Christiansen (S), som tjente 709.000 kr. på at sidde i bestyrelser mv. og dermed havde en samlet løn på 1,38 mio. kr. – kun overgået af – ifølge kommunernes egne offentliggjorte tal – borgmestrene i Aalborg og Herning.

Borgmestrenes biindtægter er »usundt for demokratiet,« mener FOA-formand, Dennis Kristensen:

»Det er grundlæggende en syg kultur, når honorarer for det, der falder ved siden af det klassiske borgmesterarbejde, fylder så meget. Det flytter fokus fra, hvad man er valgt til af borgerne, til de hverv, man skal sørge for at sidde på, fordi det giver honorar af betydelig størrelse.«

V-gruppeformand Søren Gade forsvarer lønningerne:

»Hvis et byråd mener, at en borgmester kan tage et hverv mere, skal borgmesteren selvfølgelig også betales for det.«

Følg
Jyllands-Posten
SE OGSÅ
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her