Silkeborg-træner Peter Sørensen frifundet for vold
Peter Sørensen kan igen koncentrere sig fuldt ud om sit job som manager og cheftræner for Silkeborg IF.
Superligatræneren blev fredag frifundet ved Retten i Aarhus. Han var tiltalt for to tilfælde af vold imod sin fraseparerede hustru samt parrets fælles barn. Han blev frifundet i begge tilfælde, der skulle have fundet sted i 2014 og 2015. Begge episoder blev beskrevet igennem vidneafhøringer af Sørensens fraseparerede hustru samt hendes veninde, da det første retsmøde fandt sted i februar.
»Der har ikke været det fornødne bevis til domfældelse,« sagde dommeren i sin begrundelse.
Peter Sørensen har igennem hele forløbet erklæret sig uskyldig, og hans forsvarsadvokat, Michael Juul Eriksen, argumenterede i sin procedure for, at der var tale om opdigtede vidneforklaringer med det ene formål at få Peter Sørensen dømt for vold, så det kan bruges i den verserende sag om retten til forældremyndigheden over parrets fælles barn, der i dag er tre år.
»Der er ingen tvivl om, at der har været en kontrovers i begge tilfælde. Man har bare pyntet på det. Der er et klart motiv til at opfinde disse episoder. Der er rejst rimelig tvivl i denne sag, og derfor skal der ske frifindelse,« sagde forsvareren.
Anklageren, Sine Cully, krævede fængselsstraf til Peter Sørensen.
»Niveaumæssigt ligger vi på 60 dags fængsel, og straffen kan gøres betinget med vilkår for samfundstjeneste,« sagde anklageren fredag formiddag under sin afsluttende procedure.
Peter Sørensen blev anmeldt til politiet i april 2016. Parret gik fra hinanden i februar 2016, og siden har den fraseparerede hustru levet under jorden, da hun frygter Peter Sørensen. Hun var ikke til stede i retten fredag