Fortsæt til indhold
Indland

Sådan lød dommen i tyverisag mod højt profileret hjertelæge

Overlægeprofessor fra Rigshospitalet blev dømt for tyveri i byretten. I dag faldt dommen i landsretten.

Østre Landsret idømte torsdag en tidligere højt profileret professoroverlæge fra Rigshospitalet tre måneders betinget fængsel for tyveri og stillingsmisbrug.

Den 64-årige Daniel Steinbrüchel blev dømt for at have stjålet et maleri og to lamper til en værdi af knap 28.000 kr. fra Rigshospitalet. Han tog genstandene med hjem i privaten.

Dommen er en stadfæstelse af en dom fra Københavns Byret i juni i fjor.

Rigshospitalet politianmeldte og fyrede Daniel Steinbrüchel, efter at Jyllands-Posten i april 2014 havde afsløret, at overlægen havde brugt forskningsmidler på køb af bl.a. kunst og lamper, som ifølge avisens oplysninger ikke stod på Rigshospitalet.

Daniel Steinbrüchel havde anket byrettens dom med krav om frifindelse.

Anklagemyndigheden krævede i landsretten straffen skærpet til fem måneders betinget fængsel med vilkår om samfundstjeneste.

Med dagens dom er to nu tidligere overlæger fra Rigshospitalet idømt betingede fængselsstraffe for misbrug af forskningsmidler.

Ud over Daniel Steinbrüchel er det overlæge Peer Grande, hvis misbrug af forskningsmidler blev afsløret af Jyllands-Posten i juni 2013.

Peer Grande blev i Københavns Byret idømt halvandet års fængsel for groft bedrageri for ca. 2,3 mio. kr. Han købte bl.a. private ferierejser og restaurationsbesøg, Rolex-ure, dyrt mærkevaretøj, it-udstyr, møbler og tv til privaten for sine forskningsmidler. Dommen blev gjort betinget af, at Peer Grande udfører 250 timers ulønnet samfundstjeneste og undergiver sig tilsyn af Kriminalforsorgen.

Både Peer Grande og Daniel Steinbrüchel arbejder i dag på sygehuset i Nykøbing Falster.