»Mini-Christiania« har asiatiske telte, brændeovne og fællesbad for mænd og kvinder

Når man står mellem de røde træhuse på den rolige hovedgade i Ballonparken på Amager, kan man næsten ikke høre støjen fra den nærliggende Artillerivej, hvor bilister drøner afsted i morgentrafikken. Mere tydelig er råbene fra den nærliggende skolegård, der minder én om, at der uden for Ballonparkens hegn er gang i en almindelig hverdag i februar.

»Se, der er en jurt!« siger den 69-årige musiker Frede Norbrink — også kendt som Frede Fup – pludselig og peger på et asiatisk inspireret telt, der ligger i en fjern ende af parken.

Hans grå skæg gemmer på en rolig, let brummende stemme, der er som skabt til at fortælle historier. Og det gør den ofte, særligt om Ballonparken, hvor Frede Norbrink har boet siden 1973 og bl.a. har været med til at stifte foreningen Ballonparkens Historiske Selskab, der står for at indsamle historiske oplysninger om området.

»Der var på et tidspunkt et af husene, der brændte ned til grunden. Mens ejerne flyttede ind hos nogle andre i et par måneder, byggede hele Ballonparken et nyt hus til dem, der var magen til det forrige. Det ser du sgu ikke andre steder,« siger han.

Overalt på området er der en konstant, brændt lugt. Brændeovne er den eneste måde, de omkring 100 beboere kan få varme i deres små huse. Sådan har det altid været. Det samme er tilfældet med fællestoiletterne – og badet med de syv brusere, hvor et par beboere klædt i badekåber går over med hastige skridt, mens de skutter sig i vinterkulden.

»Uanset om man er mand, kvinde, barn eller gammel, går man i bad sammen. Så lærer man jo virkelig hinanden at kende. Der har været nogle få, der gerne ville have en afskærmning. Så har vi andre haft det sådan, at så bor de nok det forkerte sted,« siger Frede Norbrink.

På den måde holder Ballonparken lige ved Amager Fælled og lidt uden for Indre By stædigt fast i den oprindelige identitet. En identitet, der giver mindelser om det omdiskuterede Christiania, der ligger et par kilometer derfra. Alligevel kan Ballonparkens alternative samfund i fremtiden vise sig at have lettere ved at nærme sig resten af Danmark end Christiania.

En oase midt i storbyen

En landsby midt i storbyen. Sådan beskrives området af mange af de beboere, der render rundt på hovedgaden mellem Buddha-figurer, et falmet dannebrog og et gammelt ”folkevognsrugbrød”.

En af dem er den livlige, ivrigt gestikulerende butiksejer Corinne Chaigneau på 64 år. Hun flyttede ind i 1975, da hun ankom fra Frankrig, og efter en kort afstikker til en almindelig lejlighed er hun nu flyttet tilbage til Ballonparken.

»Det er nok ikke for alle at bo her. Man er hele tiden tæt på andre. Det var derfor, jeg flyttede væk, men også derfor, jeg kom tilbage. Jeg savnede, at man kendte alle omkring sig,« siger hun.

Anderledes ny i Ballonparken er den 32-årige billedkunstner Tine Tvergaard. Hun cyklede en dag forbi området og tænkte, at dér ville hun bo.

Nu har hun gjort det i seks år.

»Der er en enorm stor frihed og plads til mange forskellige typer mennesker. Vi gør tingene lidt anderledes og bliver kaldt en lillesøster til Christiania. Men der er mere roligt her, og vi har hverken turister eller pushere,« siger hun med favnen fuld af tøj, som hun netop har hentet i fællesvaskeriet.

Flere af beboerne, heriblandt Frede Norbrink, tvivler på, at Ballonparkens ro kan overføres til Christiania, der i de seneste år har oplevet uroligheder med rydning af Pusher Street og skyderi mod politiet.

Dertil er historien og ikke mindst antallet af indbyggere for forskellig, lyder det.

Mens Ballonparken har været en lovlig selvejende institution, siden hippierne rykkede ind i 1971, har Christianias legitimitet som fristad været diskuteret heftigt, særligt inden indbyggerne købte området af staten i 2011.

Året inden havde Ballonparkens beboere gjort det samme.

En af dem, der har gjort begge køb mulige, er advokat Knud Foldschack. Han er stadig aktiv i bestyrelsen for Ballonparkens fond og kalder området en af Københavns »få oaser, hvor folk kan leve i storbyen på en billig og alternativ måde«.

Selvom både Ballonparken og Christiania ifølge ham er et eksempel på den slags »oaser«, tror Knud Foldschack heller ikke, at de to områder kan komme til at ligne hinanden mere i fremtiden.

»Christiania er lidt den ultimative løsning i forhold til selvstyre, hvor man skal have konsensus om alting, og generelt er alt lidt ”vildere” på Christiania,« siger Knud Foldschack.

Ulåste døre

Hjemme hos Frede Norbrink er døren ikke låst. Faktisk er den ikke engang lukket helt. Ofte kommer en nabo forbi, hvis han eller hun mangler noget eller bare vil snakke.

I løbet af de over 40 år, Frede Nordbrink har boet her, har han imidlertid set, hvordan flere af indbyggerne er blevet mere private og har fået et almindeligt arbejde, ligesom der er kommet flere børnefamilier til.

»På den måde er vi begyndt at afspejle samfundet lidt mere,« siger han.

Alligevel er der stadig det samme kollektive fundament blandt indbyggerne, mener han.

»Jeg har også boet i lejligheder, hvor man hilser pænt på hinanden i opgangen, men ikke mere end det. Sådan er det ikke her. Her er vi i samme båd. Hvis der er gået hul i et tag, så tager vi os alle sammen af det,« siger Frede Norbrink.

Netop den tilgang til tingene kan meget vel brede sig til andre dele af samfundet, vurderer Knud Foldschack.